Debat: Skal der sendes flere penge ud af Holstebro?

Balancen mellem Holstebro og de andre byer i Kommunen er i dag oppe til debat.

1:57
H. C. Østerby om de yderste områder i Holstebro Kommune.

- Vi synes, der er for ringe forbindelser mellem her og så Holstebro, fortæller Tino Vium. Han står ved et busstoppested i landsbyen Staby udenfor Ulfborg.

Han er bange for, at busforbindelserne mellem Staby og omkringliggende byer og så Holstebro skræmmer nye tilflyttere væk fra området. Staby, Madum, Husby, Sdr. Nissum og Thorsminde er gået sammen i en landsbyklynge, hvor de sammen er ved at udarbejde et forslag til byrådet for at få dem til at ændre busplanerne.

- Vi føler os som en del af Holstebro Kommune, men vi føler os glemt, siger Tino Vium.

Og netop områderne ved Ulfborg, Vemb og Vinderup er i dag til debat i TV MIDTVESTs Pop Op Valg.

Borgmesteren: Vi har en rigtig god balance

Borgmester i Holstebro Kommune H. C. Østerby er umiddelbart ikke enig i, at områderne længst væk fra Holstebro er blevet glemt.

- Jeg mener rent faktisk, at vi har en god balance i den måde, som vi bruger vores penge på i dag. Sidste gang vi gjorde op i forhold til kommuneplanen, der var der 16 ud af 19 lokalsamfund i vores kommune, som var gået frem i indbyggertal, fortæller han og tilføjer:

- Vi kan se, at vi er begyndt at sælge grunde i nogle områder, hvor vi ikke har solgt nogle i mange år. Så det er ikke kun i Holstebro. Selvfølgelig er Holstebro dynamoen, men jeg tror, det er begyndt at forplante sig, forklarer han.

En anderledes oplevelse

Den udmelding bliver straks testet af på Heidi Steenberg Rud fra Enhedslisten. Hun er bosat i landsbyen Herrup, der ligger sydøst for Vinderup.

- Jeg ser det ikke rigtig, som om det er i bedring. Der lukker mere og mere. Så blev skolen lukket, og så lukkede købmanden. Sådan er udviklingen generelt. I Herrup har der altså været byggegrunde, siden jeg flyttede ind for otte år siden. Der skal mere til, siger hun.

Se hele debatten fra Holstebro Kommune herunder:

58:04
Pop-up valg i din kommune. Debatten mellem valgets spidskandidater kan foregå i en sportshal, et indkøbscenter eller på en gågade. Se med når vi går kandidaternes holdninger efter. Denne gang fra Nørreport Centret i Holstebro.