De unge trækker i soldatertrøjen af sig selv

Det er ikke et problem at få de unge til at aftjene værnepligt. Faktisk vælger flere soldaterlivet til, selvom de kunne blive fri.

Bastian Børsting skal ikke tvinges til at aftjene sin værnepligt. Han ønsker at gøre det helt frivilligt.
Bastian Børsting skal ikke tvinges til at aftjene sin værnepligt. Han ønsker at gøre det helt frivilligt.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Ved forsvarets rekrutteringscenter i Herning skal de hverken bruge lokkemad eller skrappe metoder til at få de unge til at aftjene deres værnepligt. Faktisk er der flere, som frivilligt trækker i soldatertrøjen – også selvom de ikke behøver.

- Jeg tror, det er et godt skridt til at få mere styr på sig selv – til at lære sig selv bedre at kende, og få styr på de rammer, som man måske ikke har haft styr på som teenager, siger Bastian Børsting, der til dagligt arbejder som tjener i Skive.

Han er én af i alt 6000 unge midt- og vestjyder, der hvert år er til Forsvarets Dag i Herning – det der tidligere blev kaldt session. Og interessen for at blive soldat er stor - faktisk vælger 99 procent af alle værnepligtige at trække i trøjen helt frivilligt.

- Det betyder selvfølgelig noget for hele Forsvaret, for de unge mennesker, der kommer ud og aftjener værnepligt, de er jo langt mere motiverede, end nogen der bliver tvunget ind. Så det er rigtig godt for forsvaret, siger Torben Grønlund Hansen, Leder, Forsvarets Dag, Herning. 

Et tjek hos lægen er en del af Forsvarets Dag.
Et tjek hos lægen er en del af Forsvarets Dag.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Bastian har fået en ny trommehinde, og derfor erklærer lægen ham delvist egnet til værnepligt. Det betyder, at han ikke kan tvinges ind, men at han kan aftjene værnepligten, hvis han selv ønsker det – og det gør han.

- Planen er at gå hjem og læse om de forskellige muligheder indenfor forsvaret, og så finde ud af, hvad det er, jeg vil. Og så tror jeg bare, jeg springer ud i det med begge ben, siger Bastian Børsting.

Indkaldelsen til forsvarets dag lander i den digitale postkasse, men ikke alle får den tjekket – ved sessionen i Herning udeblev 6 ud af 33 personer. Og det kan have konsekvenser. Møder man ikke op, koster det henholdsvis 1000, 2000 og 3000 kroner ved første, anden og tredje udeblivelse. 

Her kan du se hele indslaget fra Forsvarets Dag i Herning:

3:50