De kæmper mod ensomhed blandt ældre

Ensomhed blandt ældre er et problem for mange. Det kæmper frivillige i Viborg for at undgå.

Thomas Nielsen henter pensionisterne og kører dem frem til arrangementet.
Thomas Nielsen henter pensionisterne og kører dem frem til arrangementet.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Når man når op i alderen, så kan det blive sværere at komme ud, og så er man i risikogruppen for at blive ramt af ensomhed.

Det forsøger en gruppe frivillige fra Viborg at gøre op med ved at invitere ældre på søndagskaffe.

En af de frivillige er Thomas Nielsen, som vi møder, da han er på vej ud for at hente tre pensionister, så de kan komme med.

- Det er en god følelse at have med sig, at man faktisk er med til at give de her mennesker en god oplevelse, fortæller han.

Han er en af 35 chauffører, der på skift kører ældre til og fra den månedlige søndagskaffe. Det bliver der set pris på.

- Det betyder så uendeligt meget for mig. Sådan en søndag kan bare blive så lang. Jeg glæder mig hver gang, når de ringer og spørger, om jeg kan komme med, siger Jytte Thomsen på 82 år.

35 til kaffehygge

I dag har i alt 35 ældre været til kaffekomsammen tre steder på Viborgkanten. Den yngste er 75 og den ældste 99 år.

- Det er helt eventyrligt. Det er mennesker, som arbejder hårdt til hverdag, som er værter for os om søndagen. Det er altså dejligt. Det er en oplevelse hver gang, fortæller 83-årige Edna Alsig.

Søndagskaffen har kørt siden 2013. Projektkoordinatoren bruger som flexjobber seks timer om ugen på at planlægge arrangementerne, hvor mere end 70 ældre og kaffeværter er tilknyttet. Men selvom der er nok at se til, så er der stadig ambitioner.

- Vi vil gerne gøre os større, også ude i landsbyerne. Der kunne vi godt tænke os at gøre noget mere. Men det kræver simpelthen, at vi får noget bedre økonomi på kontoen, fortæller projektkoordinator Bettina Nielsen.

I dag blev der serveret æbleskiver og gløgg for de ældre.

1:53