Muskuløse væddeløbshunde ville få fartbøde på landevej: - Det er en leg for dem

Væddeløbssporten for hunde er lille, men entusiasmen er stor på Midtjysk Greyhound Stadion i Bjerringbro, der har fået nyt liv efter flere års forfald.

Væddeløbshundene sætter afsted med op til 85 km/t.
Væddeløbshundene sætter afsted med op til 85 km/t.
Foto: Helle Mogensen, Midtjysk Greyhound Stadion

Der er meget på spil, når de muskuløse greyhounds bliver lukket ud af startboksene og sætter afsted med en hastighed på mellem 75-85 kilometer i timen efter en såkaldt hare.

Det er et motoriseret køretøj med en stak plasticstrimler, og det er nok til at vække hundenes jagtinstinkt. De vil have fat i byttet, og den der kommer først, har vundet. Ikke mange penge, men en stor ære.

- Det er jo det, det går ud på, fortæller Rikke Bankov, der er formand for Gudenådalens Greyhoundklub i Thorning.

- Alle hunde kan lide at jage, så det er faktisk en leg for dem. Men selvom de løber stærkt, er hundene de fredeligste dyr, man kan forestille sig, og de sover gerne over 20 timer i døgnet.

Rikke Bankov har selv trænet væddeløbshunde i over 20 år, og hun har vundet adskillige store mesterskaber i både ind- og udland. Hun har en pæn flok hunde hjemme på gården ved Thorning og træner dem dagligt blandt andet i gå maskiner.

0:14
Se her, hvordan det ser ud, når hundene jager haren.
Foto: Hans Trier Vittarp , TV MIDTVEST

Nyt liv til gammel bane

Der er kun to hundevæddeløbsbaner i landet. Den ene ligger i Bjerringbro og har eksisteret i over 50 år. Banen har oplevet både op- og nedgangstider, og i en årrække fik banen lov at forfalde. Men de seneste år har banen fået nyt liv, og der er kommet nye medlemmer i bestyrelsen.

Nu er banens gamle speaker vendt tilbage og sidder igen i speakertårnet, når der er løb på banen.

- Der er kommet nogle damer til, og de har fået styr på tingene herude. Det er de gode til, for de går selv forrest, og så er det blevet sjovt at komme, fortæller Jens Knudsen.

Ud over at der i den grad er blevet ryddet op, så er der også kommet ny tilskuerbygning, anlagt ny bane, og så er der kommet masser af nye medlemmer.

Før- og efterbilleder af væddeløbsbanen.
Før- og efterbilleder af væddeløbsbanen.
Foto: Privatfoto

Nye væddeløbere er blevet inviteret med

I mange år har væddeløbsbanen været forbeholdt de hurtigste hunde som Greyhound og Whippet. Men den nye bestyrelse har også inviteret andre racer til at deltage, og det har lokket mange nye til.

- I starten var vi glade, hvis der kom seks til træning, nu er det ikke en rigtig træning hvis der er under 20, fortæller formand, Rikke Bankov.

Der er træning to gange om ugen, og her kan man se alt fra gårdhunde til gadekryds og chihuahuaer drøne efter haren. 

En af dem, der har valgt væddeløbssporten til sine hunde er Christina Haurum fra Silkeborg.

- Det er helt fantastisk at komme her, og her er et rigtig godt fællesskab. Mine hunde elsker at løbe, og for mig og min datter er det næsten som at få en ekstra familie, siger Christina Haurum.

9:06
For et par år siden satte tre kvinder sig for at puste liv i den gamle hundevæddeløbsbane i Bjerringbro - nu er der masser af nye medlemmer og nye hunde på banen.
Foto: Hans Trier Vittap, TV MIDTVEST