De glade stiletter: Landbo-kvinder til kamp mod ulykker

Landmændenes hustruer håber, at de med lidt humor kan være med til at nedbringe antallet af arbejdsulykker.

Selv om det er et alvorligt emne, er det ikke ulovligt at lave lidt sjov, siger De Glade Stiletter. Her er flere af dem samlet.
Selv om det er et alvorligt emne, er det ikke ulovligt at lave lidt sjov, siger De Glade Stiletter. Her er flere af dem samlet.
Foto: Torben Worsøe

Man siger, at bag enhver succesfuld mand står der en stærk kvinde.

Og måske kan kvinderne på landet være med til at nedbringe antallet af arbejdsulykker i landbruget.

- Vi vil gerne have en lille smule humor ind over. Det er et alvorligt emne, men derfor er det jo ikke ulovligt at lave lidt sjov, siger Lone Sundgaard fra Ørnhøj.

Hun er gift med en landmand og med i en erfagruppe for kvinder på landet. Gruppen har rødder i Vestjysk Landboforening og står bag en gruppe på Facebook med navnet Glade Stiletter i Landbruget.

Gruppen har engageret sig i kampen mod arbejdsulykker i landbruget og stod i mandags bag et stort debatmøde i Videbæk. Med til mødet var blandt andre repræsentanter for Arbejdstilsynet, og det var langt fra tilfældigt.

Nogle landmænd har et lidt anstrengt forhold til tilsynet, og mødet i Videbæk var derfor med til at nedbryde fordomme.

- Flere landmænd har oplevet Arbejdstilsynet som meget kontrollerende - som om de bare skulle finde en fejl. Vi har jo alle sammen steder, hvor vi kan blive bedre. På mødet fik vi et godt indtryk af Arbejdstilsynet, og jeg tror, at flere landmænd fandt ud af, at de ikke gør det for at jorde dem. Vi har jo alle et mål om, at der skal ske færre ulykker i landbruget, siger en anden af stiletterne, Dorthe Ejby Damgaard fra Foersom ved Tarm.

Lone Sundgaard og Dorthe Ejby Damgaard er begge med i Glade Stiletter i Landbruget.
Lone Sundgaard og Dorthe Ejby Damgaard er begge med i Glade Stiletter i Landbruget.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Ud over at arrangere møder håber de glade stiletter også, at de kan være med til at gøre en forskel i hverdagen.

- Flere af os er ikke født og opvokset på landet, og det gør nok, at vi kan se det hele lidt udefra. Landmændene er født med gummistøvler på og ser måske ikke de samme faresignaler, som vi gør, siger Lone Sundgaard.

Ugebrevet A4 skriver fredag, at antallet af arbejdsulykker i landbruget er steget med 17 procent siden 2011. Arbejdstilsynet har sammen med Beskæftigelsesministeriet og landbruget selv startet en kampagne, der skal nedbringe antallet.

Både Lone Sundgaard og Dorthe Ejby Damgaard mener, at en del af stigningen kan forklares med, at flere sager i dag bliver indberettet.

- Men der sker stadig for mange ulykker, og det er derfor, vi har taget emnet op, siger Dorthe Ejby Damgaard.

1:48