De danske håndboldherrer slog Frankrig i Boxen

Jyske Bank Boxen i Herning og 10.000 tilskuere dannede søndag aften ramme om håndboldherrernes sidste kamp i Golden League.

mchjyskebankboxenaften2.jpg
Foto: Tony Brøchner

Det blev alle gode gange tre, da Danmarks mandlige håndboldlandshold søndag aften afsluttede Golden League-stævnet på hjemmebane med en kamp mod Frankrigs regerende verdensmestre.

Danmark sejrede efter en flot indsats, ikke mindst defensivt, med 27-23 foran over 10.000 tilskuere i Boxen i Herning. Dermed vandt landstræner Nikolaj Jacobsens hold efter tre sejre stævnet foran Norge, Frankrig og Polen.

Det var det første opgør mellem de olympiske guldvindere og verdensmestrene, siden Danmark i august sidste år besejrede Frankrig i OL-finalen i Rio.

Danmark leverede en overbevisende første halvleg, hvor hjemmeholdet lagde et fint pres på Nikola Karabatic og co. Målmand Niklas Landin, der stod en god kamp, havde godt fat i de franske skytter og reddede blandt andet flere straffekast i de første 30 minutter. Han og Mikkel Hansen var tilbage i forhold til lørdagens knebne 26-25-sejr over Polen i Aarhus. Mikkel Hansen tog stort ansvar i angrebet og satte mange gode aktioner op.

Danmark havde godt fat i kontrafasen, mens fløjene Lasse Svan Hansen og Magnus Landin havde vekslende held i afslutningerne.

Første halvlegs forløb blev rammet fint ind i det sidste minut. Frankrig havde bolden og tog timeout for at få sat den rette situation op til en sen reducering. I stedet smed verdensmestrene bolden væk, hvorefter Mikkel Hansen spillede Anders Zachariassen fri på stregen. Stregspilleren afsluttede halvlegen ved at bringe Danmark foran 15-10.
Det hører med til historien, at franskmændene eksperimenterede en del undervejs, så blandt andre verdensstjernen Nikola Karabatic tilbragte en del tid på bænken.

Fra begyndelsen af anden halvleg kom højrefløjen Hans Lindberg - 12 mål på 12 forsøg mod Polen - på banen i stedet for Lasse Svan Hansen. Frankrig kom ikke uventet lidt bedre med, men den danske defensiv omkring Henrik Møllgaard og René Toft Hansen havde stadig godt fat i gæsternes skytter. To hurtige danske mål af Mikkel Hansen og Hans Lindberg bragte Danmark på 20-14, og franskmændene kunne ikke slå tilbage trods nogle sene reduceringer.

TTH Holstebros Peter Balling fik i momenter vist, at han er klar til at tage over fra nu landsholdspensionerede Kasper Søndergaard på højre back, og i målet var Niklas Landin som nævnt overbevisende.

Den næste opgave for herrelandsholdet er Golden League-stævnet i Frankrig, der spilles i januar næste år. Herefter gælder det EM i Kroatien, der også spilles i januar.
    
/ritzau/