De blev tvangsfjernet som små: Nu fortæller de deres historie

Laura og Jonathan var fire, da de en dag blev hentet i børnehaven af en dame fra kommunen og anbragt på et børnehjem.

9:36
I otte måneder kæmpede Bruno Christensen for at få sine tvangsfkernede børn hjem. I dag er tvillingerne teenagere og fortæller nu deres historie
Foto: Privat

For 11 år siden fik Bruno Skibbild Christensen fra Herning tvangsfjernet sine børn.

En psykolog havde ytret mistanke om incest, men intet bekræftede mistanken, og der blev aldrig rejst tiltale. Alligevel gik der otte måneder før han fik sine børn hjem. 

I dag er børnene 15 år, og Bruno Christen har udgivet en bog om sin kamp.

- Den kommer først nu, fordi mine børn skulle vokse til og selv tage stilling til, om det nu også var ok. Men vi skulle også over vores kriser og have det godt, fortæller Bruno Christensen.

For børnene har bogen været hård læsning.

- Det var svært at læse bogen, og der var ting, jeg blev chokeret over og godt kan forstå, at far ikke har fortalt. Jeg græd, fordi jeg var så ked af, at han var nødt til at gå igennem det, fortæller Laura Christensen.

Laura og Jonathan ser tilbage på minderne fra deres barndom.
Laura og Jonathan ser tilbage på minderne fra deres barndom.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Hele byen demonstrerede

Laura og Jonathan husker tydeligt den tid, hvor de var ufrivilligt anbragt på Børnehjemmet Toften i Herning. 

- ”Det er godt nu, det er godt I er her. Det er godt, I ikke er hos far” sagde de, som om det var den bedste beslutning, de nogensinde havde taget. Men nej, vi ville jo bare hjem til far og følte, at vi blev ignoreret, fortæller Laura Skibbild Christensen, og hendes bror Jonathan nikker bekræftende.

Bruno Christensen var dengang ansat som lærer på skolen i Studsgaard, og mens børnene var anbragt demonstrerede næsten hele byen flere gange foran rådhuset i Herning for at stoppe tvangsanbringelsen.

Efter otte måneder kom børnene hjem, og et opslidende tovtrækkeri om forældremyndighed og samvær startede. Siden 2010 har Bruno Christensen haft den fulde forældremyndighed over børnene.

Sagen med de tvangsfjernede børn optog medierne i 2007. Her ses demonstranterne i TV MIDTVESTs arkiv.
Sagen med de tvangsfjernede børn optog medierne i 2007. Her ses demonstranterne i TV MIDTVESTs arkiv.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Gensyn med børnehjemmet

Selv om familien har boet ved Herning, har de ikke set børnehjemmet, siden de var anbragt.

Toften er i dag lukket, men gensynet med børnehjemmet får mange følelser frem.

Laura krammer sin far, og Jonathan går hvileløst rundt og studerer legeplads og bygninger.

- Hvor er det underligt, vi husker det som meget, meget større, siger de nærmest samstemmende.

De har mange minder fra den tid, men de er ikke gode, og de husker især situationen som meget forvirrende.

- Vi blev ved med at gå i samme børnehave, og far arbejdede lige ved siden af på en skole. Vi ville prøve at vinke til ham, men han havde fået at vide, at han ikke måtte have nogen kontakt med os overhovedet, så vi troede, at han ikke ville have os, fortæller Laura Christensen.

Bruno Christensen er stadig meget påvirket af oplevelsen, da han fik fjernet sine børn.
Bruno Christensen er stadig meget påvirket af oplevelsen, da han fik fjernet sine børn.
Foto: Hans Vittarp TV MIDTVEST

Andre i samme situation

I dag er hele den lille familie med i flere netværk med familier der har oplevet noget lignende. Bruno Christensen har med bogen ønsket at sætte fokus på, at der sker fejl i sager om tvangsanbringelse, og for børnene har det været en lettelse.

- Det er dejligt endelig at kunne snakke om det med andre mennesker og give dem hele historien. Det er rart at kunne give dem bogen og sige ”her. Læs den, hvis du virkelig gerne vil vide det”, slår han fast.

Jonathan har ADHD, og både Laura og Bruno har kæmpet med angst og depressioner, men i dag er de alle på rette vej og vil gerne have et helt normalt liv.

- Jeg vil sige, at jeg er længere væk fra det end jeg nogensinde har været, jeg har ikke haft det bedre med det end nu, slutter Jonathan Christensen.

28:00
Hør Bruno Christensen fortælle meget mere af sin historie her.