Databedragere blev varetægtsfængslet

De to rumænere, der i går blev anholdt for databedrageri er blevet varetægtsfængslet i henholdsvis 14 dage og fire uger.

De to rumænere, der i går blev anholdt for at have lokket mange tusinde kroner fra folk ved hjælp af en falsk hjemmeside om ferieudlejning, blev i dag varetægtsfængslet mens efterforskningen står på. Det fortæller vagtchef Gert Høgh til TV MIDTVEST.

- Den ene er blevet varetægtsfængslet frem til 16. juli, den anden frem til 2. juli, forklarer han.

Ville hæve penge, blev i stedet anholdt

Rumænerne dukkede onsdag op i en bank i Herning for at hæve 30.000 kroner. Men da de ankom blev de mødt af betjente, som anholdt dem.

Politiet mener, at mændene har deltaget i bedrageri over for folk, der ønsker at leje en feriebolig. Ialt skal kunder have indbetalt 103.000 kroner til kontoen i Herning.

Sagen er opstået på grund af en advarsel fra pengeinstituttet om hvidvaskning.

Begge mænd nægter sig skyldige. Den ene er tilmeldt en adresse i Midtjylland.