DAT udvider morgenfly fra Midtjyllands Lufthavn

Danish Air Transport udvider deres morgenafgange fra Midtjyllands Lufthavn på grund af stor efterspørgsel.

På trods af udvidelsen er direktøren for DAT, Jesper Rungholm, utilfreds med afgifterne i Midtjyllands Lufthavn.
På trods af udvidelsen er direktøren for DAT, Jesper Rungholm, utilfreds med afgifterne i Midtjyllands Lufthavn.
Foto: Flemming Christensen

Flyet er for småt, så der bliver indsat et større. Sådan er løsningen fra Danish Air Transport, som flyver ud fra Midtjyllands Lufthavn.

Flyselskabets morgenafgange har de seneste måneder været fuldt bookede, så fra mandag d. 15. januar klokken 7:00, er det en større maskine, der letter.

- Ved en større rokade internt er det lykkedes os at få frigivet en ATR 72 med 66 sæder, så vi fremover kan møde den større efterspørgsel på morgenflyet fra Midtjylland, fortæller Jesper Rungholm, der er administrerende direktør hos DAT, i en pressemeddelelse.

De ekstra pladser er ikke kun gode nyheder for passagererne, men også i lufthavnen er mundvigen vendt opad.

- I Midtjyllands lufthavn er vi rigtig glade for nyheden om, at der allerede nu bliver sat større ATR fly ind på vores rute til København, særligt på morgenafgange, da vi har mærket en markant stigende efterspørgsel og derfor udsolgte afgange i de sidste par måneder, udtaler Frans Bjørn-Thygesen, administrerende direktør i Midtjyllands Lufthavn, i en pressemeddelelse.

- De større fly fra DAT, på flere af de 9 daglige afgange, vil skabe den øgede kapacitet, vi og erhvervslivet har efterspurgt. Det vil derfor også understøtte den forventning, vi har til passagervækst i 2018.

Det er hovedsageligt morgenafgangene mandag, tirsdag og onsdag, der vil få glæde af udvidelsen.

Udvidelsen kommer på trods af, at Jesper Rungholm mener, at afgifterne ved at flyve fra Karup Lufthavn er for store.