Dårlig hygiejne på bagerskole

Lederen af bageruddannelsen i Holstebro uddeler reprimander på grund af møgbeskidte forhold hos fremtidens bagere.

060613_Bager.jpg

Det var ikke noget kønt syn, der mødte ansatte fra Fødevarekontrollen, da de fredag i sidste uge dukkede op til en uanmeldt kontrol hos bageruddannelsen på Uddannelsescenter Holstebro.

Der var generelt møgbeskidt, skriver avisen Metroxpress, og lederen af bageruddannelsen Lars Mortensen bruger ord som slendrian og ikke godt nok om situationen.

- Det er jo sådan, at unge mennesker ofte springer over, hvor gærdet er lavest. Derfor er det lærernes ansvar at føre kontrol med hygiejnen, siger Lars Mortensen til Metroxpress.

Insekter og gammel mælk

Han tilføjer, at der er uddelt reprimander og lover, at der nu kommer styr på hygiejnen.

Det var blandt andet insekter ved rundstykke-maskinen og mug og skimmel på emballagerne i køleskabet, der fik Fødevarekontrollen til at løfte en advarende pegefinger.

Kontrollanterne fandt også surdej emballeret i en ulækker sort sæk, mælk så sur og gæret, at kartonen var ved at eksplodere og gammelt affald og opvask i bageriet.