Danskerne dufter guldet

Danmark kom et skridt tættere guldet efter en overlegen sejr mod Sverige.

Der var næppe mange, der havde set den komme.
    
Mens de danske VM-kvinder søndag fejede gulv med svensken i Boxen i Herning, leverede Rumænien en gedigen overraskelse i Kolding, hvor Brasiliens regerende verdensmestre blev sendt hjem til Sydamerika med et nederlag i 1/8-finalen.
    
Respekten for rumænerne er stor blandt danskerne, og især stjernen Cristina Neagu hives op på en piedestal.
    
Stregspiller Mette Gravholt viser også respekt for rumænerne, men hun er glad for, at de venter i kvartfinalen onsdag i stedet for Brasilien.
    
- Mentalt er det måske bedre, at det er Rumænien. Vi har tabt nogle gange til Brasilien, og der kunne vi måske have lidt usund respekt, siger Mette Gravholt.
    
Forsvarsspecialist Pernille Holmsgaard nyder den store tillid, hun får fra landstrænerduoen, og hun glæder sig til at slås med de fysisk stærke rumænere.
    
- Det bliver en super svær kamp, og vi har altid haft svært ved Rumænien. Vi skal virkelig være koncentrerede, siger Holmsgaard, der har stået over for superstjernen Neagu før.
    
- Hun er en af verdens bedste, men vi tager udfordringen op. Vi lægger lag på hele tiden og finder rytmen i forsvaret og bliver skarpere på det. Jeg elsker at slås, og jeg har en god selvtillid og føler, modstanderne har svært ved at komme forbi mig.
    
Anne Mette Hansen har en simpel opskrift på, hvordan Danmark slår Rumænien onsdag og sikrer sig billet til weekendens medaljekampe.
    
- Vi skal ikke lave om på vores koncept. Rumænerne skal have fysik, så de kan mærke det. Nu kan alt ske, siger hun. 

Det er onsdag klokken 20.45, håndboldkvinderne spiller mod Rumænien i Boxen. 
    
/ritzau/