Dansker modtager ultimativ hæder

Shihan Kurt Ørum er både på den amerikanske og internationale Hall of Fame i kampkunst. Nu har han modtaget kæmpestor udmærkelse.

Shihan Kurt Ørum er havnet i den Internationale Hall of Fame for kampsport.
Shihan Kurt Ørum er havnet i den Internationale Hall of Fame for kampsport.
Foto: TV MIDTVEST

Slag, spark og kast – det er blot nogle af de ting, man benytter sig af i kampkunsten Dai Ki Haku. Kampformen, der er målrettet selvforsvar, er grundlagt af Shihan Kurt Ørum fra Viborg. Han er en mand, der ikke alene er anerkendt i Danmark men i hele verden. Udover at være på både den amerikanske og internationale Hall of Fame, så har han også netop modtaget den største internationale hæder inden for kampkunst.

- Jeg ved ikke rigtigt, om jeg havde regnet med det. Det havde jeg ikke. Men jeg kunne godt nogle gange have håbet på det, siger Shihan Kurt Ørum med et lille smil.

Den største udmærkelse går under navnet ”Den 10. Dan”, og den er kun givet til ganske få i Europa.  

- Kom der en person hen til mig og spurgte, hvad der var størst chance for at opnå - den helt store præmie i Eurojackpot eller at blive Den 10. Dan som mig - så vil jeg nærmest sige, at han skulle forsøge med Eurojackpot, siger Shihan Kurt Ørum.

2:07
Se video: Shihan Kurt Ørum grundlagde sin egen kampsport for 36 år siden. Nu er han blandt verdenseliten.

Kampkunsten skal føres videre

Det er Kurt Ørums evner inden for kampkunsten Dai Ku Haku, der nu har udløst den fornemme hæder. Dai Ku Haku betyder den indre kraft i yderste udstråling.

- Vi forsøger ligesom at overføre de ting, vi laver i kampkunsten til dagligdagen, så vi ligesom også får det ud på den måde. Så kampøvelser ligesom også går ind i ens liv, siger Shihan Kurt Ørum.

Shihan betyder højt æret mester, og mester må siges ikke at være en overdrivelse. Kurt Ørum har nemlig trænet flere en 1.000 mennesker over hele verden, og han har langt fra tænkt sig at stoppe.

- Alt det jeg kan, det niveau vil jeg forsøge at få andre op på, for nu hvor det jo er min egen stilart, så vil jeg jo gerne have, det fortsætter, efter jeg ikke er her mere, afslutter Shihan Kurt Ørum.