Danske vindmøllejobs i modvind

Efter mange år med vækst og ansættelser flytter vindmølleindustrien nu produktionen til udlandet.

2009 var et sort år for vindmølleindustrien i Danmark. Hver ottende job i vindmøllebranchen rykkede til udlandet, og ifølge revisionsvirksomheden Deloitte vil tendensen fortsætte.

Udviklingen vil ikke kun få konsekvenser for ansatte hos vindmøllegiganter som Siemens og Vestas, men det vil også ramme de mange mindre underleverandører, der leverer dele til produktionen af vindmøller.

- Væksten er flyttet fra Europa til USA og Kina, og hvis de danske underleverandører skal have en del af væksten fremover, skal de med ud, siger Peter Rønde Jakobsen fra Deloitte til Børsen.