Danske turister strandet i Marokko efter dramatisk episode

Efter en dramatisk episode ombord på et fly fra København er 166 danske turister strandet i Marokko.

Gaten var lukket, da de 166 danske turister lørdag skulle have været med Norwegian fra lufthavnen i Agadir. Foto: Kai Hartmeyer, TV MIDTVEST

166 passagerer, heriblandt en halv snes midt- og vestjyder, sidder lige nu og venter på at komme hjem fra Agadir i Marokko. De skulle være fløjet hjem til Danmark lørdag aften, men efter en dramatisk episode valgte flypersonalet at aflyse afgangen. Det fortæller Kai Hartmeyer, journalist hos TV MIDTVEST, fra lufthavnen.

Norwegian-flyet, der skulle have fløjet de danske turister hjem lørdag aften, kom fra København. Men på vej til Marokko var piloten nødt til at foretage en sikkerhedslanding i Bordeaux i Frankrig, før de kunne flyve videre til Agadir, fordi mindst en person havde været voldelig og truet en stewardesse på livet.

- Kaptajnen og piloten kom selv ind i afgangshallen til os og fortalte om det. En passager havde fået et ildebefindende på vej til Agadir, og de besluttede at aflyse turen til København. De brugte ordet traumatisk om episoden for både personale og passagerer, fortæller Kai Hartmeyer.

Den eller de voldelige personer blev sat af i Bordeaux og anholdt, før de efter nogle timer kunne flyve videre til Agadir med nogle rystede passagerer.

Kai Hartmeyer, der var på golfrejse med DA Masters 2017 for at lave en reportage til Golfmagasinet på TV MIDTVEST, fortæller, at flyet efter planen skal lette kl. 20 søndag aften.