Sædkontrakter: Danske Svineproducenter klager til Konkurrencestyrelsen

Danske Svineproducenter mener, at de nye kontrakter er misbrug af DanAvls dominerende stilling på markedet. Foto: Arkiv

Sædkontrakter: Danske Svineproducenter klager til Konkurrencestyrelsen

Danske Svineproducenter klager til konkurrencestyrelsen over de genforsyningsaftaler, som DanAvl sender ud i januar måned.

DanAvls nye genforsyningsaftaler, der blandt andet sendes ud fra Ornestation Mors, får Danske Svineproducenter til at klage til konkurrencemyndighederne.

Genforsyningsaftalerne omhandler leveringen af sæd. Hvis leverancerne skal fortsætte i februar, kræver det, at kontrakterne skrives under inden januars udgang.

I de nye kontrakter tilbyder DanAvl en bindingsperiode på mindst 12 måneder og op til 36 måneder. Det er ifølge Danske Svineproducenter dobbelt så lang tid som i de gamle aftaler med udenlandske producenter.

- Jeg har regnet ud, at jeg for min egen bedrift med en 12 måneders kontrakt vil imødese en prisstigning i genetikforsyningsafgift på 60 procent, siger Henrik Mortensen, der er formand for Danske Svineproducenter, i en pressemeddelelse.

Derudover forbeholder DanAvn P/S sig retten til at hæve priserne med kort varsel. 

- Der er benyttet en fremgangsmåde, som er helt urimelig, og indholdet i kontrakterne er også helt urimeligt, siger Henrik Mortensen.