Danske statsborgere har færrest rettigheder

Danskere må bo i et andet EU-land i flere måneder, hvis de vil have samme rettigheder til familiesammenføring i Danmark som andre EU-borgere.

- Jeg var rigtig gal, og jeg er rigtig gal. Men mest af alt skuffet og chokeret, siger Alexander Wind.
- Jeg var rigtig gal, og jeg er rigtig gal. Men mest af alt skuffet og chokeret, siger Alexander Wind.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Alexander Wind og hans kone Tara Wind fik sidste år afslag på familiesammenføring. Derfor flyttede parret til England i fem måneder. Ikke af lyst, men fordi Alexander på den måde ville få rettighed som EU-borger.

- Det er jo fuldstændigt absurd, at vi som danske statsborgere egentlig er dem, der har færrest rettigheder i Danmark, når det kommer til familiesammenføring. Jeg synes, det er fuldstændig grotesk, at det her er den eneste løsning, der er på den problemstilling, siger Alexander Wind fra Aulum.

Kim Pedersen fra Herning er formand for foreningen Ægteskab uden Grænser. Foreningen rådgiver danske statsborgere i at opnå familiesammenføring ved hjælp af den såkaldte "Malmø-model".

- Vi har den holdning, at som dansk statsborger har du en ubetinget ret til at bo i dit eget land, og så har du ret til at gifte dig, med hvem du vil. Det står i grundloven, siger Kim Pedersen.

8:32
 

Langballe: Jeg er overordnet set tilfreds 

Folketingspolitiker Christian Langballe fra Dansk Folkeparti kan godt forstå, hvis nogen bliver frustreret over reglerne. Men de er der, fordi mange har udnyttet systemet, siger han.

- Der har været et stort misbrug af de almindelige familiesammenføringsregler, som har gjort, at der er kommet mange til Danmark, og derfor har vi gennem årene strammet op. Det er jeg overordnet set tilfreds med, men jeg er godt klar over, at det til tider rammer skævt, siger Christian Langballe fra Dansk Folkeparti.

Det svar giver Alexander Wind ikke meget for.

- Du har en gruppe af vaskeægte "rødgrød-med-fløde"-danskere, som ikke har noget som helst med den tilstrømning at gøre, men det er os, der betaler prisen, for det er os, der har de færreste rettigheder nu, siger Alexander Wind.

Lige nu venter Alexander og Tara på besked om, om deres ansøgning om familiesammenføring bliver godkendt. De tør ikke håbe på noget.