Danske curlingkvinder udspiller medaljechance ved VM

Kampen om medaljer ved VM i curling bliver uden Danmark, efter at danskerne ved VM tabte to kampe torsdag.

Skipperen på det danske landshold, Madeleine Dupont.
Skipperen på det danske landshold, Madeleine Dupont.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der bliver ingen danske medaljer ved VM i curling for kvinder.
    
Det stod klart, da de danske curlingkvinder også tabte sin anden kamp torsdag ved VM i Silkeborg.    

Danmark tabte 6-8 til Tyskland, efter at det tidligere torsdag blev til et dansk nederlag på 5-9 til Sydkorea.
    
Dermed er status for Danmark, at landsholdet har hentet to sejre i ti kampe indtil videre.

Det rækker til en 11.-plads i turneringen, hvor de seks bedste nationer skal kæmpe om medaljerne.
    
Japan indtager i øjeblikket sjettepladsen med fem sejre i ni kampe. Canada og USA har også fem sejre i øjeblikket.
    
Opgøret mod tyskerne var ellers spændende til det sidste, efter at skipper Madeleine Dupont og hendes hold var kommet bagud 0-2 i første ende og var bagud 1-4 efter fire ender.
    
I både femte og syvende ende hentede Danmark to point, og dermed var Danmark bagud 5-6 inden ottende ende, hvor tyskerne bragte sig foran 7-5.
    
Det blev i niende ende 6-7, inden tyskerne lukkede opgøret.
    
Mod Sydkorea opgav danskerne efter niende ende.

Finland er næste modstander

Danskerne kom skidt fra start og tabte de to første ender henholdsvis 0-2 og 0-1, men så fulgte en stribe gode ender for danskerne, der i sjette ende fik udlignet til 4-4.
    
Herfra tog sydkoreanerne dog styringen og lavede tre point i syvende ende og to point i niende ende, og bagud med fire point inden tiende ende valgte danskerne altså at sige tak for kampen og erkende nederlaget.
    
De danske kvinder var på forhånd ikke spået store chancer for at kunne blande sig i topstriden.

Danskerne åbnede VM med seks nederlag, vandt onsdag over både Japan og Skotland.
    
Danskerne skal i aktion igen fredag morgen, hvor modstanderen er Finland klokken ni, mens Canada venter fredag aften.
    
Ud over skipper Madeleine Dupont består det danske hold af søsteren Denise Dupont, Julie Høgh, Lina Knudsen og Gabriella Qvist.
    
VM slutter 24. marts med finalen og kampen om bronzemedalje.
    
/ritzau/