Ny undersøgelse: Danske børn og unge spiser ikke nok fisk

Otte ud af ti danske børn og unge spiser fisk mindst én gang om ugen, men færre end hver tiende spiser så meget, som kostrådene anbefaler.

De danske børn og unge spiser fisk - men slet ikke nok. Foto: Jeppe Carlsen/Scanpix

Hvis man skal følge kostrådene, så bør vi danskere spise 350 gram fisk om ugen, for at få de vitaminer og fedtstoffer kroppen har brug for. Men alt for mange danskere mellem 4 og 19 år, spiser slet ikke nok fisk. Det viser en undersøgelse, DTU Fødevareinstituttet har lavet.

Omkring 80 procent af de 4-19-årige spiser fisk mindst én gang i løbet af en uge.

Heddie Mejborn, seniorrådgiver, DTU Fødevareinstituttet

I undersøgelsen af hvor meget og hvor ofte de unge spiser fisk, er der brugt tal fra de seneste tre nationale undersøgelser af danskernes kost og fysiske aktivitet, hvor i alt 3256 deltagere i aldersgruppen har registreret alt, hvad de har spist og drukket i løbet af en uge. De unge spiser en smule fisk, og når de gør, så er det oftest som pålæg.

Læs også Vi spiser færre kartofler - her er de mest populære retter

- Omkring 80 procent af de 4-19-årige spiser fisk mindst én gang i løbet af en uge. Cirka halvdelen spiser det som fiskepålæg, mens godt en tredjedel spiser det som varm hovedret. Til gengæld er portionsstørrelserne generelt større, når fisk serveres som varm hovedret end som pålæg, siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, Heddie Mejborn.

Det er kun knap én ud af 10 i aldersgruppen, der spiser så store mængder fisk, at det lever op til anbefalingen. Dem, der lever op til anbefalingerne, spiser i gennemsnit et-to varme fiskemåltider og tre måltider med fiskepålæg om ugen.