Dansk rytter slår verdensrekord i pasløb

Søren Madsen fra Skjern har slået verdensrekorden i pasløb til verdensmesterskaberne for islandske heste i Herning. (Foto: Jes Jessen)

19778425923_soeren_madsen_p1_type1.jpg

Landsskuepladsen i Herning gungrede under publikums trampen og pashestenes rappe hove, da Søren Madsen fra Skjern på hesten Hárekur frá Hákoti med tiden 21,49 sekunder slog verdensrekorden på 21,59 i pasløb.

- Jeg er rigtig glad. Jeg troede på, det var muligt, og derfor satsede jeg på en hurtigere start. Og det lykkedes, fortæller en glad Søren Madsen.

Utroligt nok red Gudmundur Einarsson fra Sverige præcis samme tid hjem kort efter på hesten Sproti frá Sjávarborg. Verdensrekorden blev derfor både slået og tangeret i løbet af en halv time.

Måtte nøjes med sølv

I pasløb har ekvipagerne fire gennemløb, hvor af den bedste tid vinder. Banen er 250 meter lang, og rytterne rider to og to. I en situation som denne, hvor de to hurtigste ryttere har samme tid, vinder den rytter, hvis næstbedste tid i et af de andre gennemløb er hurtigst.

I dette tilfælde var Søren Madsens næstbedste tid 21,79 og svenskerens 21,72. Derfor måtte Søren Madsen nøjes med en sølvmedalje på trods af, at han er indehaveren af den nye verdensrekord.

- Sådan er reglerne, og når vi lagde tiderne sammen, havde han en hurtigere tid i sit tidligere løb end mig. Så jeg er tilfreds, siger Søren Madsen.

Verdensmesterskaberne for islandske heste fortsætter søndag, som er den sidste dag. Her skal Søren Madsen i aktion igen. Denne gang rider han pas-væddeløb over 100 meter.

Også Frederikke Stougaard fra Nørre Felding er med på sidstedagen. Hun rider finale i tølt.

Vi følger de to ryttere i Herning søndag. Se med i vores udsendelse i aften kl. 19.30.

20406614071__soeren_madsen_p1.jpg