Dansk landsholdsanfører snupper to priser i Sverige

Pernille Harder blev kåret til årets angriber og årets mest værdifulde spiller i Allsvenskan.

Pernille Harder

Fodboldspilleren Pernille Harder, der er anfører på Danmarks kvindelandshold, blev mandag blevet hædret ved Sveriges årlige fodboldgalla.

Linköpings FC-angriberen tog sig af priserne som årets mest værdifulde spiller og årets angriber i Allsvenskan. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Den farlige forward scorede 23 ligamål i den forgangne sæson, der følger kalenderåret, hvilket gjorde hende til klar topscorer i Allsvenskan, hvor hun lavede fire mål mere end nummer to på topscorerlisten.

Pernille Harders mange mål var også medvirkende til Linköpings suveræne mesterskab.

- Det er nok min bedste sæson i karrieren. Det er gået godt for mig og holdet. Vi har ikke tabt en kamp, og så bliver det også lettere at spille fodbold, siger hun til TT.

På det danske landshold har 24-årige Harder spillet 77 kampe og lavet 37 mål. I Danmark har hun optrådt for Team Viborg og Skovbakken inden skiftet til svensk fodbold i 2012.

Hun har kontraktudløb med Linköpings FC, og hun har ikke en ny arbejdsgiver på plads.

- Det er ikke helt afgjort endnu, siger Pernille Harder.

Hos herrerne vandt FC Københavns Robin Olsen prisen som årets svenske målmand.