Dansk industri kritiserer udvisning

Regeringen arbejder på at fastholde internationale studerende i Danmark. Så burde man også holde på Marius Youbi, siger den lokale formand for Dansk Industri.

Marius Youbi

- Det hænger overhovedet ikke sammen.

Sådan siger formanden for Dansk Industri Midt Vest, Claus Arberg, om udvisningen af Marius Yuobi, der er studerende på Aarhus Universitet i Herning.

Arberg undrer sig over, at myndighederne vil sende den unge ingeniørstuderende ud af landet, når uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) samtidig har lanceret et pilotprojekt, der skal fastholde internationale studerende i Danmark.

- Det virker som om, at det er to forskellige dagsordener. Jeg synes, at vi skal gøre, hvad vi kan for at fastholde Marius i Danmark, så man kunne ønske sig, at der kom en ny sløjfe på den historie, siger Claus Arberg, der samtidig understreger, at han synes godt om ministerens initiativ for at holde på de internationale studerende.

0:55
Se et interview med Claus Arberg her

Esben Lunde Larsen vil ikke kommentere sagen over for TV MIDTVEST, men har tidligere sagt sådan her til DR Midt & Vest: "Det hører under integrationsministeren, og det er en sag, der pågår, og jeg har konstateret, at den pågældende får den eksamen, han skal have. Og jeg har ikke yderligere kommentarer omkring de opholdsbetingelser, der er".

Marius Youbi skal udvises den 8. januar, fordi han for at få råd til sit studie har arbejdet mere end de tilladte 15 timer om uger. Han har selv forklaret, at han troede, at de 15 timer var et gennemsnit for hele året - og han troede, at sagen var ude af verden, da han betalte en bøde for at overtræde reglerne.

Socialdemokraterne næstformand Mogens Jensen, der er valgt til Folketinget i Herning, har bedt om at få en fortrolig redegørelse om sagen inden den 5. januar. Han mener, at udvisningen er sket på et "tyndt" grundlag.