Dansk-hollandsk familie skal genoplive campingplads

En dansk og hollandsk familie er i gang med at renovere campingpladsen Trandum Camping.

Tandum Camping
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Der skal mod til for at overtage en konkursramt campingplads. Men det er netop, hvad en dansk og en hollandsk familie har gjort. Lige nu er de i fuld gang med at renovere pladsen. Dermed bliver Trandum Camping genoplivet. 

Stedets nye hjerte er restauranten, hvor der skal laves og serveres hollandske pandekager.

- Egentlig skal den laves i en rigtig maskine, hvor varmen kommer fra oven og fra neden, og så er den sådan et par centimeter tyk og så bare med alverdens fyld i midten, forklarer  Johanne Leth, som er en af de nye ejere.

 

Hun har købt campingpladsen sammen med Elly van Heesch, der er flyttet til fra Holland og nu bringer det hollandske til Danmark.

- Her skal være sådan en hus-stue-hygge, lyder det fra Elly van Heesch.

 

Campingpladsen har stået tom i halvandet år som konkursbo.

- Vi tænkte, det er da egentligt et sjovt projekt, og vi kan godt lide projekter, lyder det fra Johanne Leth, der til dagligt studerer i Aalborg.

 

De to ejeres familier sætter den gamle campingplads i stand. Også Elly van Heeschs datter, Eef van Heesch, giver en hånd med.

- Det ser jo stadig lidt gammelt ud, men det har sin charme, siger Eef van Heesch, der til dagligt arbejder som lærer i Vridsted.

 

Satser på lystfiskere

Der er 58 pladser på campingpladsens grønne græs. Der er selvfølgelig også plads til lystfiskerne, som altid har været en del af campingpladsen.

- Intentionen er jo, at det skal være til lystfiskere i og med, at Karup Å ligger klods op af campingpladsen, siger Johanne Leth.

 

En ting er beliggenhed. En anden er at små campingpladser har det svært.

- Vi ved ikke, om vi kan vende det, men vi gør alt hvad vi kan for at få folk til at synes, at det er rigtig rigtig dejligt at komme her, understreger Johanne Leth.

 

Trandum Camping åbner næste lørdag med hollandsk mad og dansk gæstfrihed.

De første gæster har allerede henvendt sig med et ønske om at overnatte på campingpladsen.