Protest ved Gødstrup Sø: Dansk Folkeparti vil fjerne gammel ret

DF vil bremse Danmarks Naturfredningsforenings ret til at rejse fredningssager. Det protesterede en guppe mennesker mod ved Gødstrup Sø.

Gødstrup Sø er ét af de områder, der er blevet fredet efter initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Bevæbnet med Dannebrog var en lille flok troppet op ved Gødstrup Sø for at støtte Danmarks Naturfredningsforenings ret til at rejse fredningssager.

- Vi tror jo ikke på, at der vil blive rejst så mange fredningssager, hvis vi ikke tog initiativet til det, mener Leo Lisby, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Herning.

Siden 1937 har Danmarks Naturfredningsforening haft ret til at rejse fredningssager på egen hånd. Det vil Dansk Folkeparti nu have ændret.

- Det er jo ikke fordi, vi ønsker færre fredninger, vi synes bare ikke, det giver mening, at det kun er én forening, som stort set har eneret på det. Vi vil gerne åbne op for, at der kan være andre miljøorganisationer, som også kan byde ind og sige, her kan det være en god idé at frede et stykke jord men i samarbejde med enten kommunerne eller staten, siger Dennis Flydtkjær, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Gødstrup sø Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Gødstrup Sø er ét af de områder, der er blevet fredet efter initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening.

Og selvom byrådet støttede fredningen her, frygter det Radikale Venstre, at lovforslaget kommer til at gå ud over naturen i andre tilfælde.

00:48

Se også: De Konservative vil nu have folketinget til at ophæve fredningen af ulven, så det bliver tilladt at skyde den

Luk video

- Det er et forslag, der vil give mindre fredet natur, og det vil give mindre borgerinddragelse, og det vil give mindre engagement blandt folk i naturen, siger Andreas Steenberg, medlem af Folketinget for Radikale Venstre.

Hvorfor er det problematisk, at det kun er på de folkevalgtes hænder at rejse fredningssager?

- Det er det nok fordi, de folkevalgte har jo mange ting, de skal tage sig af. Vi kan fokusere på naturen og naturens bevarelse, mener formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Herning, Leo Lisby.

Leo Lisby, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Herning Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Vil det ikke alt andet lige gå ud over naturen, at dem, der skal beslutte det her, sidder og har ansvaret for alt muligt andet?

- Det vil jo typisk nok være teknik- og miljøudvalgene i de forskellige kommuner, der kommer til at sidde med det her, og de sidder jo altså og arbejder med naturen og miljøet til daglig. Det er deres hovedopgave, som kommunalpolitikere. Jeg synes, det giver rigtig god mening, at de så også får en finger med i spillet, når der skal udpeges områder, der kan fredes, vurderer Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.

I dag er omkring fem procent af Danmarks areal fredet.

02:13

Se indslaget om fredningsretten.

Luk video