Dansk And tegner overenskomst

Siden Dansk And startede produktionen sidste år, har de ikke haft overenskomst med de ansatte. Det er det nu lavet om på.

Dansk And
Foto: Arkiv

Da Dansk And startede produktionen på det nedlagte svineslagteri i Struer sidste år, havde de ikke på forhånd tegnet overenskomst. Arbejdsforholdene blev kritiseret af de ansatte, der blandt andet klagede over meget lange arbejdsdage, for få pauser og mangelende overtidsbetaling. Det er der nu lavet om på, og det vækker glæde blandt andet hos 3F.

- Dansk And har tiltrådt industriens overenskomst, som en masse andre firmaer også er omfattet af. Det er vi rigtig glade for, siger Kurt Kristian Nielsen, der er næstformand i 3F Holstebro.

Vi har haft en helt anderledes dialog imellem 3F og os. Det gør at vi er fortrøstningsfulde med det samarbejde, vi nu har indledt.

Kort før nytår stod parterne ellers meget langt fra hinanden. Dengang var direktør for Dansk And, Martin Daasbjerg slet ikke indstillet på at tegne overenskomst.

- Jeg vil ikke have nogen overenskomst. Jeg har ingenting at bruge en overenskomst til. Jeg er gift med en, og det er min kone. Jeg indgår ikke ægtepagt med andre, sagde han til TV MIDTVEST den 28. december 2015. 

Nu er tonen dog en anden fra direktøren.

- Vi har haft en helt anderledes dialog imellem 3F og os. Det gør at vi er fortrøstningsfulde med det samarbejde, vi nu har indledt, siger han. 

Dansk And har 60 ansatte og har udover 3F også tegnet overenskomst med Dansk Metal og Dansk El-forbund.