Dannis far: Han har det bedst hos mig

Faderen til den 12-årige Danni Dronninggaard afviser, at han stod bag Dannis forsvinden. Men han har hele tiden vidst, hvor han var.

290812-Forsvundet_0.jpg

Efter 2½ måned under jorden er 12-årige Danni Dronninggaard tilbage på den institution i Herning, hvor han blev anbragt i sommer, da han blev tvangsfjernet fra sin far. Men det er ikke med faderens gode vilje:

- Det var hans egen idé at stikke af. Han vil være sammen med mig. Det er bedst, og det skal han selv bestemme, siger Martin Dronninggaard til TV/MIDT-VEST.

Danni og hans far flyttede fra Ringsted til Ringkøbing i maj, og kort efter blev Danni fjernet fra hjemmet af Ringkøbing-Skjern kommune og anbragt på en institution i Herning. Ifølge Martin Dronninggaard er kommunens forklaring, at han flyttede for meget og ikke gav sin søn nok omsorg, men det er helt hen i vejret, siger faderen, der føler sig forfulgt af sagsbehandlerne i både Ringsted og Ringkøbing.

Fik hjælp til at skjule sig

Martin Dronninggaard fortæller, at Danni den første tid under jorden fik hjælp af foreningen Danmarks Børn, men det afviser Danmarks Børns formand John Piper. Danni blev ret hurtigt skjult hos nogle venner. Martin Dronninggaard vil ikke sige hvor eller hos hvor mange. Men da Danni blev fundet torsdag aften, var det på Sjælland.

- Vi har haft kontakt hele tiden. Jeg har passet på ham. Jeg har besøgt ham hver weekend, siger Martin Dronninggaard, og tilføjer at det nu må være op til Danni selv, om han vil stikke af igen.

- Jeg har opdraget ham til at være selvstændig. Jeg kan bare bakke ham op, siger han.

Martin Dronninggaard er for nylig flyttet fra Ringkøbing-Skjern kommune igen, men bor stadig på egnen.