Danmarksmester i rally for tunede biler for tredje gang

Carsten Jensen fra Tvis ved Holstebro kunne søndag lade sig hylde som danmarksmester for tredje gang.

19rally.transfer.jpg

I denne weekend skulle der findes nye danmarksmestre i fire rally-klasser. Én af bejlerne til den øverste plads på podiet i klasse 5, der tæller tunede biler over 1600 cm3 var Carsten Jensen fra Tvis ved Holstebro. Han kører sammen med Michael Fasterholdt fra Billund.

Allerede inden dagens løb lå makkerparret lunt i svinget. De havde nemlig været godt kørende gennem sæsonen.

- Nu er vi i den situation, at vi faktisk skal køre lidt defensivt. Vi har fået så mange point, at vi faktisk bare kan køre igennem og så egentlig blive danmarksmestre i vores klasse ved at gennemføre, siger Carsten Jensen.

2:10
Se indslag med Carsten Jensen efter første løbsdag lørdag

Men før champagnepropperne kunne springe, skulle Æg Racing-temaet klare ni hastighedsprøver lørdag og fire søndag.

Kørte ikke med håndbremsen trukket

Første prøve var i Hersom nord for Viborg, og efterfølgende nåede de Viborg Kaserne i midtbyen.

Selvom de var så sikre på 1. pladsen, at de skulle køre af vejen eller få mekaniske problemer for at miste den, så blev starten på løbet lidt nervøs. 

Efter de første to prøver lå teamet på en 5. plads. Alligevel var det ikke med håndbremsen trukket, at de kørte.

- Det er jo ikke det, vi gerne vil. Vi vil gerne ud og mærke farten og adrenalinen og alt det der, siger Carsten Jensen.

Til sidst lykkedes det da også for Carsten Jensen og teamet, og de kan derfor kalde sig danske mestre for tredje gang.

Flere regionale kørere fik mesterskaber med hjem

Freddy Pedersen fra Bjerringbro vandt sammen med Ib Kragh den samlede Dansk Super Rally-titel efter en andenplads i denne weekend, og Holstebro-makkerparret Jens Christian Pilgaard og Carsten Bjerregaard vandt R2 Super Rally Cuppen og blev Danmarksmestre i klasse 4 for tunede biler op til 1600 cm3.