Danmarks største valgsted er flyttet

Danmarks største valgsted er flyttet

Viborg Stadion Center er nu Danmarks største valgsted.

Kl. 9 i morges åbnede Danmarks største afstemningssted i Viborg. 21.707 stemmeberettigede er der til dagens valg i Viborg Stadion Center. Tidligere har borgerne skulle benytte Tinghallen i Viborg, men nu foregår afstemningen i stedet for i hal fem og seks i Stadion Centret.

Viborg Stadion Center blev taget i brug som valgsted, fordi det oprindeligt var meningen, at Tinghallen skulle bygges om, men ombygningen er nu udskudt.

Administrativ leder på valgstedet Erik Sørensen beretter om en jævn tilstrømning, selvom han ikke forventer lige så stort fremmøde som til kommunal- regions- eller folketingsvalg.

- Jeg forventer en valgdeltagelse på 55 procent, så skal vi være glade. Ud fra vores erfaringer med andre folkeafstemninger om EU, så er det i det nabolag, siger han til TV Midtvest.

Som en lille bonusinfo kan han fortælle at Viborg Stadion Center ikke blot er Danmarks største, men også Danmarks længste afstemningssted.

- Vi er jo Danmarks største valgsted med antal vælgere, men vi er også Danmarks længste. Der er 87 meter fra den ene ende til den anden, så jeg regner med, jeg skal gå seks-syv kilometer i dag, siger Erik Sørensen.