Grønne gasser i Videbæk: Danmarks næststørste biogasanlæg indviet

Et nyt biogasanlæg hjælper Arla-virksomheden Arinco i Videbæk med at nedbringe CO2-udledningen med over 80 procent.

Finansminister Kristian Jensen (V) stod for den officielle indvielse af biogasanlægget Nature Energy Videbæk. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Det, der engang lå i møddingen eller på marken hos landmanden og gassede, bliver nu sammen med blandt andet madaffald til ny energi i Videbæk.

Læs også Biogasanlæg skal gøre Arlas ost grøn

I dag blev Danmarks næststørste biogasanlæg, Nature Energy Videbæk, nemlig officielt indviet.

- Noget af det, man opnår ved biogas, er, at ting ikke ligger og sender metan ud i luften uden for, men vi får det ind i kontrollerede former her, siger Ole Hvelplund, administrerende direktør hos Nature Energy.

I de kæmpe tanke ligger biomassen og gærer, så gassen kan skilles fra og udnyttes.

- Alle tanke er fyldt helt op til kanten, og den afgasning, der kommer til at ske, skaber et lille overtryk oppe i toppen, som skubber gassen ud, siger Ole Hvelplund.

Biogasanlægget har kostet 230 millioner kroner. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Gavner lokal virksomhed

Biogassen fra det nye anlæg dækker næsten hele energibehovet for den nærliggende Arla-virksomhed Arinco, der producerer modermælkserstatning. 

De er dermed et stort skridt nærmere at producere CO2-neutralt.

- Det er jo rigtig væsentlig i forhold til hele den debat og dagsorden, vi har omkring klimaet i de her år- at Arla Foods også er i stand til at producere CO2-neutralt, siger Lars Dalsgaard, senior vice president hos Arla Foods.

Biogas udleder over 90 procent mindre CO2 end for eksempel diesel, og potentialet er stort. 

- Den grønne omstilling af gasnettet sker med rygende fart lige nu, og den vil sikkert blive fordoblet inden for de næste par år, siger Ole Hvelplund.

Nature Energy Videbæk

  • Biogasanlægget har kostet 230 millioner kroner.
  • Det producerer årligt 27,5 millioner kubikmeter biogas.
  • Det svarer til varmeforbruget i mere end 10.000 boliger.
  • Biogassen sendes via en lokal biogas-ledning direkte til Arinco i Videbæk. 
  • Hovedparten af biomassen er husdyrgødning fra kvæg, svin og mink fra Videbæk-egnens lokale leverandører. 
  • Den øvrige biomasse kommer fra blandt andet restprodukter fra Arla samt organisk industriaffald.

Høje afgifter spænder ben

Finansminister Kristian Jensen (V) stod for den officielle indvielse af anlægget. Fra talerstolen gav han biogasbranchen ret i, at for høje afgifter spænder ben for en hurtigere grøn omstilling.

Derfor lød budskabet i dag også, at politikerne efter valget skal lempe afgifterne for blandt andet biogas for at hjælpe den grønne omstilling på vej.

Læs også Afgifter forhindrer transportfirma i at skifte til biogas

- Der vil være nogen som tung transport og erhvervslivet, som ikke kan klare sig med elbiler, som skal have enten brint eller biogas. Jeg ser biogas som en mulighed for at få løst både landbrugets og transportens problemer samtidig, siger Kristian Jensen.

90 lokale landmænd leverer gylle til biogasanlægget flere gange om ugen. De er glade for at bidrage til at nedbringe det CO2-aftryk, som landbruget giver. 

- Det betyder jo noget. Vi skal lige som alle andre blive bedre og bedre hvert år, og det hjælper biogassen jo med, siger Ole Kjær, der er svineproducent i Ølstrup. 

Det nye anlæg producerer energi, som kan opvarme 10.000 boliger. 

02:03 Luk video