Danmarks mindst solide bank

Dagbladet Børsen offentliggør liste over de pengeinstitutter, der kan komme i alvorlige problemer. Vestjysk Bank topper listen.

Vestjysk Bank, Logo_paa_Mur.jpg

Vestjysk Bank med hovedsæde i Lemvig får den lidet flatterende titel som Danmarks mest risikable pengeinstitut i en ny analyse i dagbladet Børsen.

Det er konsulenthuset Niro Invest, der står bag analysen, som viser, at 10 pengeinstitutter har så lidt kapital på kistebunden, at de risikerer at havne i livstruende situationer. Analysen er baseret på regnskaberne fra 2012.

Vestysk Bank: Det går fremad

Bestyrelsesformand i Vestjysk Bank, Steen Hemmingsen, erkender, at reserverne er tyndslidte, men understreger samtidig, at det er gået fremad for banken siden det årsregnskab, som analysen bygger på.

- Vi arbejder ud fra, at banken er levedygtig med de usikkerheder, der nu er i den store verden omkring os, siger Steen Hemmingsen til Børsen.

Vestjysk Bank fik i 2012 et underskud på over en milliard kroner, men regnskabet for de første tre måneder i 2013 viste et plus på 35 millioner kroner.

Hvidbjerg Bank med hovedsæde i Hvidbjerg på Thyholm er også med på Niro Invests liste over pengeinstitutter, der kan komme i problemer.