Danmarks-mesterskaberne for islandske heste en succes

Herning lagde i weekenden baner til Danmarks-mesterskaberne for islandske heste på samme tid med, at interessen for islandske heste stiger.

DM i islandske heste
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

De bedste islandske heste og deres ryttere kæmpede i weekenden om Danmarks-mesterskabet i Herning.

Selvom der var våde baner og regn ved stævnet, så skulle der mere til at slå de små, hårdføre heste ud. Det var nemlig en fordel, at mesterskabet blev afholdt i netop Herning.

- Det er altid godt at holde de store stævner her i Herning. Vejret kan ofte være en udfordring, når vi konkurrerer udendørs, og her har vi så meget asfalt, at vi aldrig rigtigt bliver mudret, selvom det godt kan være lidt en udfordring i banerne nogen gange, siger Iben Katrine Andersen fra Silkeborg, der er en af deltagerne i mesterskaberne.

Interessen for islandske heste stiger i hele Danmark, og det var noget, som arrangørerne mærkede i weekenden. Dansk Islandshesteforening har over 8000 medlemmer, og 272 af dem deltog til mesterskaberne i Herning.

- Det er lidt mere, end der plejer at være, så det er rigtig, rigtig flot, siger Mie Trolle, formand i Dansk Islandshesteforening.

Det næste store stævne for de islandske heste er verdens-mesterskaberne i Holland i uge 32. I år går overskuddet fra Danmarks-mesterskaberne til at dække netop udgifterne ved landsholdets VM-deltagelse. 

1:22
Der blev konkurreret i pas og tølt, da DM for islandske heste blev afholdt i Herning.