Vi bruger færre penge på kystsikring end Tyskland og Holland

Danmark bruger færre penge på kystsikring end Tyskland og Holland.

02:04

En ny rapport fra Kystdirektoratet udpeger områder, der kan få problemer i de kommende år.

Danmark bruger færre penge på kystsikring end Tyskland og Holland.
    
Det fremgår af den kystanalyse, Miljø- og Fødevareministeriet fremlagde torsdag, oplyser DR Nordjylland.
    
Og den nye rapport får ikke politikerne til at bruge flere penge. Det forudser Torben Larsen, der er professor ved Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet
    
- På en hel del lokaliteter er der ikke så store værdier at beskytte. Så vil det ganske enkelt være for dyrt at beskytte arealer, som har en mindre værdi, siger han.
    
Torben Larsen mener, at kystsikring af hele den danske kyst er teknisk mulig, hvis blot politikerne vil give penge nok til projektet.
    
Af kystanalysen fremgår det, at Holland har brugt 2,4 milliarder kroner på kystsikring, mens Danmark kun har brugt 103 millioner kroner.
    
- Hvis man skulle kystsikre alle de steder i Danmark, hvor der er kysttilbagerykning og erosion, så ville det blive meget mere omfattende end det, vi gør i dag, siger professoren.
    
Han mener dog ikke, det er fuldstændig urealistisk. I hvert fald ikke teknisk set.
    
- Men økonomisk vil jeg anse det som utopi. Det har jeg ikke forestillinger om, at politikerne vil bevilge penge til, siger Torben Larsen.
    
Han skønner, at Hollands kystsikringsbeløb ligger højere end det danske på grund af befolkningstætheden nær Hollands kyster.