Dankorttyve hævede 226.000

Dankorttyve huserer i Ringkøbing-området og har en enkelt gang hævet 226.000 kroner. Politiet opfordrer til at holde ekstra godt fast i pengepungen.

140528dankort.jpg

Lokalpolitiet i Ringkøbing døjer lige nu med dankorttyve. I ét tilfælde er der blevet hævet 226.000 i mere end 50 butikker i løbet af bededagsferien. Det fortæller vicepolitikommissær Bjarne Højgaard.

Fremgangsmåde overraskende, men simpel

De seneste 14 dage har politiet haft 3-4 dankorttyverier. Ofte er der flere personer om tyveriet, der finder sted udenfor supermarkeder. Én af tyvene lurer pinkoden af ved kassen inde i butikken. Herefter spørger en anden om vej til besynderlige destinationer på gebrokkent engelsk eller tysk. I distraheringen stjæler en tredje den handlendes pung, tager dankortet og lægger pungen tilbage i tasken.

- Man skal ikke mistænke alle, men holde rigtigt godt fast i sin pung. Og så skal man være særligt opmærksom, når en udenlandsk person spørger om vej, fortæller Bjarne Højgaard.

Uden spor

Politiet har ikke mange spor at gå efter, da tyverierne oftest finder sted, hvor der ikke er videoovervågning. Men politiet har alligevel nogle mistænkte på billeder fra butikken og venter nu på at få overvågningsmateriale hjem fra mange butikker, hvor pengene er blevet hævet.

Tyvene går ofte efter ældre kvinder.

2:06
Politiet advarer borgerne i Midt- og Vestjylland mod en gruppe særdeles snu tricktyve, der i øjeblikket er på spil i området. Forleden lykkedes det dem at snuppe dankortet fra en ældre dame, og lænse hendes konto for over 220.000 kroner