Danish Crown vil udvide i Tyskland

Slagterigiganten står nu frem og erkender, at man overvejer at bygge slagteri i Tyskland.

Danish-Crown_6.jpg

Krisen for danske slagteriarbejdere og dansk landbrug synes ingen ende at ville tage. Nu overvejer ledelsen i Danish Crown at etablere et nyt svineslagteri i Tyskland.

- Vi er i en konkurrencemæssig situation nu, hvor vi ikke udelukker noget som helst. Og derfor kan det også indgå som et element, siger bestyrelsesformand for Danish Crown, Niels Mikkelsen, til TV/MIDT-VEST.

Svineproducenterne kører syd for grænsen

Det er blandt andet svindebøndernes stigende transport af både smågrise og slagtesvin til slagterier i Tyskland, der får Danish Crown til at spekulere i at udvide aktiviteterne syd for grænsen. Her kan svineproducenterne nemlig få op til 50 kroner mere per svin, og det er mange penge på de store danske bedrifter.

Lavere driftsomkostninger i Tyskland

En af årsagerne til at tyske slagterier kan give så meget mere for grisene, end de danske slagterier, er, at lønniveauet i Tyskland er meget lavere og at arbejderne, som ofte kommer fra østlandene, er meget mere fleksible med hensyn til arbejdstiden. Desuden er tyske slagterier "kun" underlagt EUs miljø- og produktionskrav, hvor kravene til slagterier i Danmark er meget strammere.

To tyske svinekødsdivisioner i forvejen

Allerede nu har Danish Crown to svinedivisioner i Tyskland. Koncernen har ikke noget kreaturslagteri, men en oksekødsdivision i Husum skærer kød op, og overtager opskæringsarbejdet fra opskæringen i Gimsing ved Struer, der lukker i slutningen af maj.

Slagterier lukket på stribe i Danmark

Danish Crown har lukket ti slagterier i Midt- og Vestjylland i de seneste år. For en måned siden blev svineslagteriet i Holstebro dømt ude, og i går var det oksekødsdivisionens udskæringsafdelinger i Gimsing og Holstebro Øst der fik dødsstødet.

Se reporter Marlene Eydes interview med Niels Mikkelsen, bestyrelsesformand for Danish Crown:

0:54