Danish Crown opkøber DK-Foods

Med købet af pepperonigiganten DK-Foods fra Thorning ved Silkeborg bliver Danish Crown-koncernen med et slag europæisk markedsleder på pepperoni til pizzaer.

Direktør for Tulip Food Company Kasper Lenbroch er glad for opkøbet af DK-Foods, der bringer dem op som en af Europas førende leverandører af pizza-topping. Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Danish Crowns datterselskab Tulip Food Company har købt pepperonifabrikken DK-Foods fra Thorning ved Silkeborg for et trecifret millionbeløb. DK-Foods skal fremadrettet operere som en selvstændig enhed under Danish Crowns og stå i spidsen for koncernens globale satsning på pizza-toppings.

Pizza er danskernes foretrukne fastfood, og det samme gør sig gældende i mange andre dele af verden. DK-Foods er på blot 15 år blevet Europas førende producent af pepperoni til pizzaindustrien. 

Det er pepperonipølser som disse, DK-Foods i Thorning producerer tusindvis af hver dag.  Foto: TV MIDTVEST arkiv

- Vi er meget tilfredse med, at handelen er faldet på plads. I DK-Foods har vi overtaget en fokuseret og unik virksomhed, som siden etableringen i 2003 har været i imponerende vækst. I Tulip Food Company har vi internationalt et strategisk fokus på de fire kategorier bacon, konserves, snacks og pizza-toppings, så nu glæder vi os til at disponere over en veldrevet, agil og tempofyldt virksomhed, siger CEO Kasper Lenbroch fra Tulip Food Company.

Læs også Danish Crown sender 1,5 milliarder tilbage til andelshavere

Store ambitioner

DK-Foods har i en årrække haft Danish Crown som foretrukken råvareleverandør. Direktionen forbliver med Per Fischer Larsen og Steffen Ramsgaard i spidsen, som vil referere til Kasper Lenbroch.

- Vi er glade for og stolte af, at DK-Foods nu bliver en del af Tulip Food Company og Danish Crown-koncernen, der lige som os har ambitioner i pepperoni-kategorien. Vi har på 15 år bevæget os fra at være en nicheproducent til nu at være en meget betydelig spiller på markedet, og som del af Danish Crown og Tulip Food Company ser vi endnu bedre muligheder for at fortsætte den positive vækst, lyder det fra Per Fischer Larsen og Steffen Ramsgaard.

Tulip Food Company producerer en bred vifte af pizza-toppings og har i forvejen produktion af pepperoni på fabrikken i Svenstrup syd for Aalborg. Med opkøbet af DK-Foods vil Tulip øge produktionskapaciteten markant, og fokus i Svenstrup vil fremadrettet blive mere dedikeret til foodservice-kunder og detailhandelen – mens der også skabes kapacitet til produktion af varmebehandlede produkter til det kinesiske marked.

Læs også Danish Crown venter flere slagtegrise i 2018 efter års nedtur

Se Fast Arbejde fra DK-Foods i Thorning. Indslaget er produceret i 2011.  

09:19

Danmarks førende pepperoniproducent ligger i Thorning. Fabrikken har kun eksisteret i otte år, men i dag er de så store, at de laver pepperoni til fire millioner pizzaer hver uge

Luk video