Danish Crown fyrer 600 ansatte

600 jobs forsvinder i slagteri-koncernen Danish Crown. Det er dog endnu uvist, hvor Danish Crown vil svinge sparekniven.

170209_holstebroslagteri.jpg

Det koster nu danske arbejdspladser, at Dansk Industri og Fødevareforbundet NNF ikke er blevet enige om en aftale om løntilbageholdenhed. 600 job forsvinder af den grund, oplyser slagterikoncernen Danish Crown.

Danish Crown havde i overenskomst-forhandlingerne med Dansk Industri krævet en nullønsregulering. Istedet fik slagteriarbejderne lønstigning - en lønstigning, som en masse medarbejdere nu slet ikke får glæde af.

- Inden for ganske kort tid må vi sige farvel til de første knap 600 medarbejdere på slagterierne. Det er rigtig ærgerligt, at man tilsyneladende ikke har forstået sagens alvor, for uanset hvordan så skal vi nå de mål vi har stillet ejerne i udsigt, siger Kjeld Johannesen, adm. direktør i Danish Crown.

Det er endnu uvist, på hvilke slagterier, der skal spares. Danish Crown har afdelinger i bl.a. Holstebro, Herning, Skjern og Sdr. Felding.