Danish Crown-direktør fratræder

Danish Crowns mand i spidsen gennem 27 år, Kjeld Johannesen fra Thy, fratræder per 1. april 2016. Hans arvtager bliver Arla-manden, Jais Valeur.

Kjeld Johannesen_0.jpg

Danish Crowns CEO gennem 27 år, den 62-årige Kjeld Johannesen fra Thy, har valgt at fratræde per 1. april 2016. Allerede i næste måned tiltræder hans efterfølger, 52-årige Jais Valeur, for at skabe den bedst mulige overgang.

Nyheden kommer ikke som en chok. Kjeld Johannesen meddelte allerede for godt et år siden, at han ønskede at fratræde i løbet af foråret 2016 efter 45 år i branchen. Han har beskæftiget sig med slagteribranchen, siden han som 18-årig fik plads som kontorelev på slagteriet i Hurup.

Fokus på international udvikling

I 1988 satte han sig i CEO-stolen i det nordjyske slagteriselskab Wenbo, og i 1990 etableres Danish Crown og bliver startskuddet på konsolideringen af den danske slagterisektor. En konsolidering, der med fusionerne med hhv. Vestjyske i 1998 og Steff Houlberg i 2001 endegyldigt cementerer Danish Crowns rolle som en af Europas førende fødevarevirksomheder.

De seneste 15 år har Kjeld Johannesen især haft fokus på en international udvikling af koncernen. Med strategisk opkøb i en lang række lande har Danish Crown i dag en markant markedsadgang globalt.

- Kjeld Johannesen er en unik leder, som over årene har formået at binde hele værdikæden sammen. Han har forstået at udvise både stor forståelse for ejersiden - og har samtidig haft fokus på den stadig mere internationale udvikling af afsætningen. Jeg tror ikke, at man mange steder i erhvervslivet kan pege på et menneske med mere detaljeret kendskab til alle lag i en virksomhed, siger koncernens bestyrelsesformand Erik Bredholt.

Valeur kan løfte den tunge arv

Til at overtage den alsidige opgave har Danish Crowns bestyrelse efter en grundig søgeproces valgt Jais Valeur. Jais kommer fra et job som koncerndirektør hos Arla Foods, hvor han med enkelte afstikkere til Royal Unibrew og New Zealand Dairy Board har været siden 1986 i en række funktioner.

- Jais Valeur har både et indgående kendskab til international afsætning - og en stærk forståelse for, hvad det vil sige, at en stor koncern er ejet af sine råvareleverandører. Vi har valgt ham, fordi vi er overbeviste om, at han er den bedste til at løfte den tunge arv efter Kjeld Johannesen, siger Erik Bredholt.

Jais Valeur tiltræder medio november, og efter en kort introduktionsperiode overtager han det fulde ansvar i begyndelsen af 2016.