Danielsen om Måbjerg-investor: Nu skal bolden helt i mål

Regeringen vil åbent gå ind til forhandlinger om en ny, privat investor til Maabjerg Energy Center, lover Venstres energiordfører, Thomas Danielsen

Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, glæder sig over at der er fundet en privat investor til Maabjerg Energy Center. Men ethanolen skal kunne produceres indenfor en rimelig pris.
Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, glæder sig over at der er fundet en privat investor til Maabjerg Energy Center. Men ethanolen skal kunne produceres indenfor en rimelig pris.
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Det ellers skrinlagte bioethanolanlæg hos Maabjerg Energy Center, kan nu alligevel blive til virkelighed.

Virksomheden, der ligger mellem Holstebro og Struer, har fundet en privat investor. Pioneer Point Partners fra Storbritannien vil skyde 1,2 milliarder kroner i projektet, der skal producere bioethanoel til at blande i benzin. Med den nye plan håber virksomheden at være i fuld gang i 2020, med 1000 nye jobs i landsdelen.

- Det er utroligt glædeligt. Og så håber vi, vi kan få sparket bolden helt i mål nu, i samarbejde med MEC (Maabjerg Energy Center, red.), lyder det i dag fra Venstres energiordfører, Thomas Danielsen, som også er formand for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

- Vi har set meget frem til at man har fundet nogle private investorer, som vil lægge hånden på kogepladen og løbe med risici, sådan at det ikke er Holstebro og Struers borgere, der skal løbe hele risikoen, siger formanden, som ser frem til at forhandle med Maabjerg Energy Center om de nærmere rammevilkår.

Der skal politisk velvilje til

Det britiske investeringsfirma Pioneer Point Partners står klar til at skyde 160 millioner euro i bioethanol-eventyret i Maabjerg, vel at mærke, hvis der er politiske velvilje til at gøre projektet rentabelt. 

Om det siger Danielsen:

- Vi har på forhånd sagt, at vi ikke er afvisende overfor nogen løsninger. Men det er klart, at ethanolen skal kunne produceres indenfor en rimelig pris. Det vil sige, at det skal altså ikke være sådan, at man kan købe det til halv pris fra udlandet og så importere det. Det skal selvfølgelig være konkurrencedygtigt, og der må vi så se, hvad er det egentligt, de har af ønsker til afkast og så videre, siger Thomas Danielsen.

SF: Vi er ikke i mål endnu

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, mener at den private investor er en rigtig god nyhed for den grønne omstilling. Men der er stadig behov for, at regeringen går aktivt ind i kampen for den grønne omstilling.

- Vi er ikke i mål endnu. Der skal være styr på rammevilkårene, og jeg vil kraftigt opfordre regeringen til at gå konstruktivt ind i den proces. Og så må vi se, om regeringens snak om grøn optimisme kan omsættes i handling, siger Pia Olsen Dyhr.