Dagplejere i høj kurs i Holstebro

Et stigende børnetal er med til at skabe stor efterspørgsel på nye dagplejere i Holstebro Kommune.

Dagplejere

Det kniber med at rekruttere dagplejere i Holstebro. Det sker samtidig med at flere og flere børn kommer til verden, og de ældre dagplejere forlader faget. I 2012 blev 900 børn i alderen 0-3 år passet af dagplejere i Holstebro Kommune. I år er det tal faldet til 635, men det er ikke, fordi der er mangel på efterspørgsel fra forældrene.

- Vi har udfordringer med at rekruttere det antal dagplejere, vi har brug for. Vi har selvfølgelig kigget indad og tænkt, hvad kan være grunden til det, siger Søren Buch, der er dagtilbudschef i Holstebro Kommune. 

Lige nu er der 200 dagplejere i kommunen. En af dem er Pernille Petersen, hun har været dagplejer siden oktober 2016, og hun savner nye kollegaer. Pernille Petersen tror, at årsagen til at mange fravælger en karriere som dagplejer, er fordomme om jobbet.

- Jeg tror, det handler om uvidenhed, om hvad er det at være dagplejer. Nogle tænker måske, at det bare er at gå derhjemme og passe nogle børn, men det er det ikke kun. Der er så meget kvalitet i dagplejen i dag, har jeg oplevet, siger hun. 

Har tidligere afskediget medarbejdere

Holstebro Kommune afskedigede i 2013 og 2014 mange dagplejere på grund af faldende børnetal. Det, mener dagtilbudschefen, kan have haft negativ indflydelsen på søgningen til jobbet i dag.

- Vi kan ikke fortænke mulig nye medarbejdere i at tvivle på, om det er et trykt sted at være ansat, fordi det har været et felt, der har været præget af mange afskedigelser, siger Søren Buch.

De manglende dagplejere betyder, at nogle forældre, der efterspørger en dagplejer, i stedet vil blive tilbudt en vuggestueplads. Viceborgmester og formand for Børne- og Ungeudvalget i Holstebro Kommune, Torben Gudiksen vil ikke afvise, at kommunen kunne have gjort mere i jagten på dagplejere.   

- Som politikere skal vi gerne have de varer på hylderne, som forældrene efterspørger. Derfor skal vi både have dagpleje- og vuggestuepladser. Om vi har gjort nok er svært at sige, men vi har i hvert fald gjort mange ting, siger han.

En af de ting kommunen har gjort for at skaffe flere dagplejere er at reklamere på flere platforme, men det har ikke sat skub i interessen. Pernille Petersen håber dog snart på flere nye kollegaer i sit erhverv, som hun tror, mange vil synes om.

- Hvis man er åben for det, og har et hjem, der kan tilbydes til det, så er det bare at klø på, siger hun.

Hvis du er klar til at klø på som dagplejer, så kan du se, hvad jobbet kræver på Holstebro Kommunes hjemmeside ved at klikke her.

2:13
Et stigende børnetal er med til at skabe stor efterspørgsel på nye dagplejere i Holstebro Kommune.