09:31

Dagens låge: Johnni er gift med mand, der lever som kvinde

Under dagens låge af Julekalenderen med uforglemmelige TV MIDTVEST øjeblikke, er der en opdatering fra parret Johnni Hertz og Chari Marie.

Kærligheden overvinder alt. 

Sådan lød en af seernes reaktioner på den alt andet end traditionelle kærlighedshistorie, som Johnni Hertz og hans partner delte i efteråret 2017 i TV MIDTVEST-serien Familiekabalen. 

Johnni Hertz har været gift med den samme kvinde i mere end 30 år og er far til tre børn. For fem år siden begyndte han at skrive med Chari Marie på Facebook.

Chari er født som en mand, men lever som kvinde.  

Hvis folk ikke respekterer mig, er jeg ligeglad. Jeg behøver ikke at please folk eller forklare, hvorfor jeg er, som jeg er. Det, der betyder noget for mig, er, at jeg er lykkelig.

Chari Marie

De følelser, der blev vækket i Johnni, gjorde, at han købte en billet til Filippinerne. 

- Jeg vidste godt, at det ikke kørte, som det skulle herhjemme, og at jeg også var til mænd. Det tog jeg konsekvensen af og valgte at rejse afsted, for at finde ud af mig selv. Da jeg mødte Chari, var jeg sgu solgt. Det var vi begge, fortalte Johnni dengang. 

Parret bor i Skave, en landsby med godt 500 indbyggere, og her er de også blevet mødt med smil og opbakning. Det har da også været en positiv oplevelse for Chari og Johnni at stå frem med deres kærlighedshistorie i Familiekabalen, fortæller de. Efterfølgende vrimlede det ind med søde kommentarer fra familie og venner.

Johnnis tre børn har bakket deres far op hele vejen og synes, det var modigt, at han og Chari også på tv turde være åbne om deres forhold.

- Vi håber, at tv-indslaget kan være med til at skabe mere åbenhed omkring transkønnede og de udfordringer, der er forbundet med at være født i den forkerte krop, siger Johnni. 

Parret har en dejlig december måned foran sig. De flyver nemlig til Charis hjemland Filippinerne. Her venter en stor, fælles julegave. Nemlig et nybygget hus i en forstad til hovedstaden Manila, som nu står klart til at blive indrettet af parret. Planen er, at de skal tilbringe tid i både Manila og Skave. 

  Foto: Privatfoto

Se eller gense alle afsnit af Familiekabalen lige her. Du kan også se hele afsnittet med parret øverst i artiklen. 

Læs også Han er gift med en kvinde – der er født som mand