Dagblad holder møde for investorer

Dagbladet Holstebro og Viborg Stifts Folkeblad arbejder for tiden hårdt på at finde nye ejere. Torsdag aften holder Dagbladet Holstebro møde for investorer.

Avisforside.jpg

Mediehusene i Viborg og Holstebro er en del af midtjyske medier der ejes af Berlingske, som igen er ejet af den engelske kapitalfond Mecom. Mecom har sat hele Berlingske til salg, men ønsker at sælge i bidder, fordi der ikke er købere, der vil have hele koncernen. Derfor arbejder de to bladhuse på at finde nye ejere. Dagbladet Holstebro holder torsdag aften møde for kommende investorer.

- Vi synes, det er vigtigt for Vestjylland og Nordvestjylland, at vi har et selvstændigt mediehus, som sørger for at historierne og beretningerne fra Nordvestjylland, de også bliver bragt videre ud i Danmark herfra, siger Hans Krabbe, der er chefredaktør for Dagbladet Holstebro.

Håber på lokale ejere

Chefredaktøren i Holstebro mener, avisen har en god vare at sælge og håber, mødet kan være med til at tiltrække nye lokale ejere.

- Heldigvis er der mange mennesker, der har været dygtigt til at tjene penge. De har også været gode til at passe på dem, og det er dem, vi skal ud og have kontakt med, siger Hans Krabbe.

Dagbladet Holstebro har ca. 50 ansatte og små 11.000 abonnenter.

Viborg Stifts Folkeblad holder individuelle møder for kommende ejere.

TV Midtvest sendte d. 9/6 2013 dette indslag om salget af aviserne: