Dårligt vejsalt skaber problemer: - Virker ikke som det skal

​Vej og Park kæmper med salt af dårlig kvalitet, og derfor er der glatte veje i Ringkøbing-Skjern kommune, selvom der er saltet.

Vådt vejsalt volder saltningsmaskiner i Ringkøbing-Skjern kommune problemer.
Vådt vejsalt volder saltningsmaskiner i Ringkøbing-Skjern kommune problemer.
Foto: Ringkøbing-Skjerne kommune

Termostaterne rundt omkring i det midt- og vestjyske svinger i disse dage mellem rødt og blåt.

Det giver glatte veje, og derfor skal der saltes ekstra grundigt, så trafikanter kan færdes sikkert ude på landevejene.

Og netop af den årsag kan der vel næppe findes et dårligere tidspunkt til at stå med vejsalt, der ikke virker, som det skal.

Ikke desto mindre er det, hvad medarbejderne hos Vej og Park må kæmpe med i Ringkøbing-Skjern kommune lige nu.

- Vi er ved at undersøge årsagen til, at saltet ikke fungerer. Vi gør, hvad vi kan for at få det til at virke, og vores folk kører hyppigere ud med salt, så vi kan undgå de glatte veje, siger Linda Damholt, der er vinterkoordinator hos Trafik og Vej i Ringkøbing-Skjern kommune.

- Vi hører ude fra vores folk, at saltet er så vådt, at maskinerne har svært ved at anvende det. Det er ikke optimalt.

Nyt salt bestilt

Ringkøbing-Skjern kommune har derfor hastebestilt en ny leverance af vejsalt for at komme problemet til livs. Håbet er, at det når frem i tide til weekenden.

- Vi modtager det måske allerede i eftermiddag, men ellers har vi det i hvert fald i morgen fredag, lyder det fra Linda Damholt.

Og I er sikre på, at kvaliteten er i top på den nye forsendelse?

- Det håber vi. Vi gør i hvert fald, hvad vi kan for at sikre, at tingene er i orden.

De kommende dage byder på temperaturer omkring og under frysepunktet.