Opdateret: Fodgænger dræbt af pakketransport

En ældre kvinde mistede livet, da hun blev kørt over af en bakkende lastbil.

Cyklistdrab Silkeborg
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En 79-årig kvinde mistede fredag formiddag klokken 10.22 livet ved en trafikulykke. Chaufføren af en bakkende pakketransport havde ikke set kvinden.

- Hun blev påkørt og formentligt væltet omkuld, hvorefter hun blev kørt over af bilens ene hjulpar, fortæller Henrik Nielsen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vidner har forklaret, at varebilen havde bakalarm aktiveret. Hvorfor kvinden ikke reagerede, ved vi ikke, men det ændrer ikke på, at det er chaufførens ansvar, siger Henrik Nielsen.

Efter påkørslen blev kvinden forsøgt genoplivet, men forgæves. Ulykkesstedet blev efterfølgende spærret af, og politiet har foretaget tekniske undersøgelser af køretøjet samt forholdene omkring ulykken.

Afspærringen er ophævet igen fredag eftermiddag.