Cyklist blev overfaldet: Lavede civil anholdelse

En cyklist blev torsdag overfaldet i Holstebro, men han endte med at lave en civil anholdelse.

Politirygmærke
Foto: Flemming Christensen

En cyklist blev kort før middag torsdag overfaldet, da han kom cyklende på Sortestien nær Odinsvej i Holstebro.

En 28-årig mand slog den 27-årige cyklist i hovedet, så han røg af cyklen, og det endte herefter i tumult. Cyklisten formåede dog at lave en civil anholdelse og tilbageholde gerningsmanden, indtil politiet nåede frem.

De to har begge tilknytning til Holstebro og kendte hinanden i forvejen.

Gerningsmanden fremstilles onsdag i grundlovsforhør.