Cyklede 900 kilometer og løb et marathon på en weekend

Kenneth Ørum og Karsten Clemmensen fra Humlum ved Struer cyklede til Bornholm. Her løb de et marathon, inden de cyklede hjem igen.

19indsamling.transfer.jpg
Foto: Kristian Brønsbæk

De fleste bruger typisk en weekend på at slappe af og lade op til en ny arbejdsuge. Men sådan er det ikke for Kenneth Ørum og Karsten Clemmensen. Tværtimod.

- Vi fandt på et skørt projekt sammen med borgerforeningen. Vi sad og snakkede om det en aften, og så synes vi egentlig, at det kunne være meget sjovt, siger Kenneth Ørum.

Derfor tog de på en rask cykeltur fra Humlum lidt nord fra Struer og helt over til Bornholm. På godt fire og en halv time havde de så løbet et marathon også, og så gik turen hjem igen fra solskinsøen.

Gør det for lokalsamfundet

Hele idéen bag den ekstreme fysiske udfoldelse er at rejse penge til et projekt, hvor den lokale skole og hal skal bygges sammen.

- Det er ekstremt vigtigt. Hvis man ikke støtter op om sådan noget her, så uddør sådan nogle byer som Humlum, forklarer Karsten Clemmensen.

Med hjælp fra en følgebil lykkedes det de to herrer at gennemføre deres projekt. Og undervejs har adskillige sponsorer givet bidrag til projektet. Både private såvel som firmaer. 

Selvom det endelige beløb stadig mangler at blive gjort helt op, så ligger det samlede beløb på et sted mellem 75.000 og 80.000 kroner. 

- Opbakningen, den er overvældende. Det havde vi slet ikke forventet. Jeg er overvældet, over at hele byen har bakket op om det. Det havde jeg ikke set komme, siger Kenneth Ørum.

Nu skal der slappes af

Søndag aften blev de modtaget af flere hundrede personer fra den lille by. Men efterfølgende har den bare stået på afslapning. For den lange tur kan i den grad mærkes.

- Jeg er meget, meget brugt. Generelt i hele kroppen, siger Karsten Clemmensen. 

Alligevel afviser de dog ikke, at et nyt skørt projekt kan komme på tale engang i fremtiden.

- Lad os se, om vi får strikket et eller andet sammen til næste år også, siger Kenneth Ørum. 

1:25
To herrer fra Humlum løb og cyklede i weekenden til Bornholm for at støtte et lokalt projekt.