Cykelhold dropper sportsdirektøren

Cykelhold dropper sportsdirektøren

Team Concordia Forsikring Himmerland har skilt sig af med sportsdirektør René Wenzel. Bruddet sker under en uge før Post Danmark Rundt Starter.

I en pressemeddelelse oplyser cykelholdet Team Concordia Forsikring Himmerland at sportsdirektør René Wenzel ikke længere er en del af holdet. Afgangen kommer mindre end en uge før sæsonens største løb Post Danmark Rundt.

- Vi skal hermed oplyse, at samarbejdet med sportschef René Wenzel er ophørt pr. d.d. René er fratrådt jobbet og repræsenterer derfor ikke længere Team Concordia Forsikring Himmerland, står der i pressemeddelelsen.

Uheldigt tidspunkt

Bestyrelsen i Team Concordia Forsikring Himmerland vil ikke kommentere bruddet, og René Wenzel selv er ikke mere meddelsom.

- Der er advokater, der har sagt, jeg ikke skal sige noget, selvom jeg har lyst til at sige utroligt meget, siger den nu forhenværende sportschef René Wenzel til Feltet.dk.

Han er irriteret over timingen.

- Det er et meget uheldigt tidspunkt, især for rytterne, jeg synes godt, at de kunne have ventet til efter Post Danmark Rundt med at have leget "stærke mænd", siger han til Feltet.dk