Concito: En øjenåbner at være med i CO2 Familien

Danmarks grønne tænketank, Concito, vil overveje at få deres budskaber ud ad nye veje efter at have været med i tv-programmet CO2 Familien.

Projektleder i Danmarks grønne tænketank, Concito var med i TV MIDTVEST's klimaprogram CO2 Familien.
Projektleder i Danmarks grønne tænketank, Concito var med i TV MIDTVEST's klimaprogram CO2 Familien.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Danmarks grønne tænketank, Concito, har været en stor del af TV MIDTVEST's klimaserie CO2 Familien.

Tænketanken, som er uafhængig, har leveret tal og baggrundsviden til serien. Og projektleder Mikael Bellers Madsen er blevet interviewet og har taget turen fra København til Lomborg, for at klæde familien Agergaard på til projektet.

- Det har været anderledes, end det, vi er vant til at lave. Et globalt emne er blevet gjort lokalt på en god og positiv måde. Og det har været sjovt at deltage i, siger Mikael Bellers Madsen på en telefonforbindelse fredag formiddag.

Både han og kollegaerne i tænketanken har set programmerne.

- Ja da, vi har siddet på kontoret og fulgt med. Vi hepper også på familien i forhold til at de skal klare udfordringerne, forklarer projektlederen.

CO2 Familien i Go' Morgen Danmark
TV-serien er nået ud til mange og familien Agergaard bliver ofte genkendt, når de er ude at handle. Onsdag morgen var familien i Go' Morgen Danmark så budskabet om at man selv kan være med til at gøre noget for klimaet, er noget bredt ud.

Og det har givet stof til eftertanke i forhold til, hvordan Concito fremover kan nå ud til flere. 

- Concito blev jo etableret for at kunne nå ud til, og påvirke beslutningstagerne. Men måske skal det kombineres med, at vi kommer mere ud i for eksempel forsamlingshuse og på biblioteker end vi allerede gør i dag, og fortælle om klimaet. Det er da noget, vi vil overveje, siger Mikael Bellers Madsen.