CL-lodtrækning: FC Midtjylland kan ramle ind i Celtic

FC Midtjylland kan møde hold som Celtic, Qarabag, Legia Warszawa eller Apoel i den første kamp i Europa.

Det er i dag, at FC Midtjyllands Marc Dal Hende og resten af holdet finder ud af, hvem de skal møde i kvalifikationsspillet til Champions League. Foto: Henrik Bagger / Ritzau Scanpix

Vejen til gruppespillet i Champions League bliver hård for FC Midtjylland, som tirsdag er med i lodtrækningen til den første kamp i kvalifikationen.
    
FCM træder ind i anden kvalifikationsrunde i Champions League for mesterhold.

Læs også FCM henter tysk målscorer: - Har masser af erfaring

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, trækker lod til både første og anden kvalifikationsrunde tirsdag middag i Nyon. Det danske mesterhold skal i aktion 24.-25. juli samt 31. juli-1. august.
    
Blandt de mulige modstandere i anden runde er hold som Celtic, Qarabag, Ludogorets, Legia Warszawa, Astana og Apoel. De skal dog i modsætning til FCM klare sig videre fra første kvalifikationsrunde.

Lang vej til slutspillet

Hvis FCM taber i anden runde, så får holdet en ny chance og træder ind i kvalifikationen til Europa League. Hvis FCM klarer sig forbi anden runde, skal midtjyderne i aktion i tredje runde 7.-8. august og 14.-15. august. Her kan en af modstanderne ende med at blive østrigske Salzburg.

Læs også Superligaens kampprogram offentliggjort: FCM starter hjemme mod AGF

Hvis FCM taber i tredje runde, så får holdet en ny chance og træder ind i Europa League-kvalifikationen.

Den sidste runde inden Champions League-gruppespillet spilles 21.-22. august samt 28.-29. august. Her kan en af modstanderne blive PSV Eindhoven. Hvis FCM taber i denne runde, så træder det danske mesterhold direkte ind i Europa League-gruppespillet.

I alt fire danske hold

Onsdag er der lodtrækning for FC København og FC Nordsjælland, som er to ud af de tre danske hold, som skal være med i Europa League-kvalifikationen.
    
FCN og FCK træder allerede ind i første kvalifikationsrunde, som spilles 12. og 19. juli. Her vil de danske hold være seedede og kunne trække modstandere som Cliftonville, Derry City og Shamrock Rovers.
    
Brøndby træder først ind i tredje kvalifikationsrunde i Europa League. Der er lodtrækning 23. juli til den runde, og kampene spilles 9. august og 16. august.
    
Her er DM-sølvvinderne useedede og kan møde hold som Sevilla, Zenit, Besiktas, Olympiakos, Braga, Gent, AZ Alkmaar, Feyenoord, RB Leipzig, Burnley, Atalanta, Bordeaux og Molde.
    
Fjerde og sidste runde inden et eventuelt gruppespil spilles 23. august og 30. august.

Se indslaget, hvor FC Midtjylland fejrede titlen som danske mestre herunder

06:00

Fem sejre i de sidste fem kampe sendte Superliga-guldet til Herning og fik de store følelser frem

Luk video