Cirkus for voksne er landet i Herning

Zirkus Nemo kom i dag til Herning, og hverken Bager Jørgen, smadremanden eller de andre artister er for børn i Danmarks eneste voksencirkus.

1:59
Zirkus Nemo kom i dag til Herning. Og hverken bagerjørgen, smadremanden eller de andre artister er for børn og sarte sjæle i danmarks eneste voksencirkus:

Søren Østergaard og resten af Zirkus Nemo er landet i Herning. Her skal de optræde med en forestilling, der ikke er for børn og sarte sjæle.

- Jeg synes, det er meget godt at præcisere, hvem det er, man laver cirkus til, og det her det er lavet til voksne. Det kan godt være, der så kommer børn, men de skal bare holde deres kæft og opføre sig ordentligt, lyder det fra Søren Østergaard, der er Zirkusdirektør i Zirkus Nemo.

 

Ironien hænger tykt i luften i Herning, mens der hænges teltdug op til endnu en gang absurditeter, som for eksempel den nye baglænsmand.

- Da jeg sådan set ikke kan ret meget, bliver jeg nødt til at finde på noget nyt, som jeg kan og som er tåbeligt, og det er jo tåbeligt at optræde med at gå baglæns, men det får han meget ud af, lyder det fra Søren Østergaard om hans nyeste tilføjelse til showet.

 

Der er dog også plads til gamle kendinge som Bager Jørgen og Smadremanden.

- Man får dem at se, men måske på en lidt anden måde, end man havde regnet med, afslører Zirkusdirektøren.

 

Til spørgsmålet om, hvorfor han kalder folk møgfisser er svaret:

 - Det er da noget af et spørgsmål at få her i den pæne sendetid, men det skiller jo også vandene lidt.

 

Og selvom svaret ikke gjorde vores reporter meget klogere på det, så er der ikke tvivl om, at den voksne Zirkusdirektør godt kan lide at røre lidt i andedammen.

Smadremanden, Baglænsmanden, Zirkus Nemo og Søren Østergaard og andre artister er i Herning til og med lørdag.