Cimber konkurs: Alle fly aflyst

Karup lufthavn står stille, efter at Cimber Sterling torsdag morgen erklærede sig konkurs og samtidig indstillede alle flyvninger.

Cimber_Karup.jpg

Ejerne af Cimber Sterling ønskede ikke længere at understøtte selskabet, derfor modtog retten i Svenborg tidligt torsdag morgen en konkursbegæring. Dermed er der ikke længere mulighed for at rejse hverken til eller fra Karup lufthavn, da Cimber Sterling var det eneste selskab, der fløj fra lufthavnen.

- Den første afgang var kl. 6.35 og den gik planmæssigt, men så begyndte vi at kunne se, at der kom nogle forsinkelser rundt omkring. Og kl. 8.08 kom konkursbegæringen så fra Cimber Sterling, siger Lufthavnsdirektør Erik Jakobsen til TV/MIDT-VEST.

Rejsegarantifonden dækker

Selskabet er en del af Rejsegarantifonden, så kunder der har købt en billet kan få pengene refunderet. Kunder der lige nu befinder sig i udlandet, og ikke har købt en konkursforsikring, må derimod forberede sig på at hjemrejsen er tabt, og må købe sig en ny billet hjem.

Andre rejseselskaber tager over

Star Tour og SAS indsætter med det samme ekstra pladser på de populære rejsedestinationer for at hjælpe de uheldige Cimber-kunder hjem. Om der kommer nye flyruter fra Karup og i givet fald hvornår, vil tiden vise.

- Hvis der er grundlag for det, så kommer der nye flyvninger. Og jeg har fået indtrykket i dag i Karup, at vi fylder meget herude. Det er næsten en selvfølge at vi flyver her fra Karup. Men der er hård konkurrence på flymarkedet, siger Lufthavnsdirektør Erik Jakobsen.