Christina Watches vender tilbage til cykelsporten

Efter et års pause fra cykelsporten skyder ægteparret Christina og Claus Hembo nu penge i et nyt cykelhold

I oktober 2014 lukkede parret Christina og Claus Hembo cykelholdet ”Christina Watches” med hjemby i Herning.

Det skete ifølge Claus Hembo på grund af samarbejdsvanskeligheder med DCU, og fordi holdet i to år ikke var blevet inviteret til at deltage i Danmarks største cykelløb ”Post Danmark Rundt”.

Nu er parret dog klar til at gøre comeback i sporten. De har indgået en ét-årige aftale med det tyske kontinentalmandskab "Team Stuttgart", der betyder, at holdet skifter navn til ”CHRISTINA JEWELRY Pro Cycling”.

Tysk og dansk cykelhold

Holdkaptajnen på det nye hold er den tidligere Tour de France-etapevinder og ”Christina Watches”-kaptajn gennem tre år Stefan Schumacher. Resten af holdet består indtil videre af tyske talenter.

Det er dog ifølge Claus Hembo ambitionen, at holdet også skal have danske talenter, og at det skal deltage i et fuldt dansk løbsprogram sideløbene med den internationale kalender.

Holdet har blandt andet som mål at komme med i årets udgave af "Post Danmark Rundt", hvor starten går i Herning.

 - Vi har kun indgået en et-årig aftale med "Team Stuttgart", selvom begge parter var interesseret i to år. Vi vil teste, at den nye ledelse i Danmarks Cykle Union hilser vores tilstedeværelse seriøst velkommen som økonomisk bidragsyder til sporten og lader os indgå på lige vilkår i kvalifikationen til Post Dan­mark Rundt, der som altid i kommerciel henseende vil være vores Tour de France, siger Claus Hembo.